Alment er ikke det samme som kedeligt

Domea.dk og Boligselskabet BSB Svendborg vil i et nyt alment boligprojekt lægge vægt på boliger af høj kvalitet.
Domea.dk og Boligselskabet BSB Svendborg river en gammel skole ned for at bygge 118 almene familieboliger.
Domea.dk og Boligselskabet BSB Svendborg river en gammel skole ned for at bygge 118 almene familieboliger.

I Svendborg vil Domea.dk og Boligselskabet BSB Svendborg rive en gammel skole ned for at gøre plads til 118 almene familieboliger, hvoraf en stor del af dem får udsigt over Svendborg Sund og Svendborgs historiske bymidte. Projektet skal blandt andet demonstrere, at almene boliger sagtens kan være af høj kvalitet. Det skriver Domea.dk i en pressemeddelelse.

– Almene boliger skal opføres inden for det gældende rammebeløb i et marked med stigende byggepriser, og derfor skal byggeteknikken altid være rationel og præcis. Men det betyder ikke kedeligt og uden detaljer. I det kommende byggeri i Svendborg har arkitekter og ingeniører i fællesskab udviklet en stribe løsninger for at sikre et lavt omkostningsniveau. Og det har betydet, at vi kan bygge 118 boliger af meget høj kvalitet med en relativ lav husleje, siger Karsten Pedersen, projektudviklingschef i Domea.dk, der er forretningsfører på byggeriet.

Genbruger mursten

I pressemeddelelsen oplyses det, at man genbruger en del af materialerne fra skolen. Det drejer sig blandt andet om skolens røde mursten.

– Ved at genbruge en del materialer og tænke i utraditionelle løsninger, kan vi holde omkostningerne inden for den økonomiske ramme. Samtidig med at vi bygger utraditionelt og af høj kvalitet, siger Karsten Pedersen.

Det understreges, at der er store ambitioner for byggeriet, der kaldes for Borgen og er relativt højt beliggende i den nordlige del af Svendborg.

– Det er vores ambition at gøre Borgen til Sydfyns mest attraktive almene boligafdeling, og et sted, hvor der er plads til alle aldre og husstandsstørrelser, siger formanden for Boligselskabet BSB Svendborg, Svend Erik Johansen.

Forskellig størrelse

Byggeriet koster godt 200 millioner kroner, og man forventer at komme i gang i løbet af efteråret 2018. Forventet indflytning kan ske ved juletid i 2019. I løbet af de næste par måneder vil man kunne skrive sig op til lejlighederne via Domea.dks hjemmeside.

– Da boligerne er af forskellig størrelse, vil de kunne huse både singler, ældre og familier. Hensigten med hele området er at understøtte en udvikling hen imod en sjovere og sundere brug af byens og bebyggelsens friarealer, som kan bringe mennesker sammen, og hvor alle aldersgrupper kan finde sig en niche, siger Karsten Pedersen fra Domea.dk.

Mennesker før mursten

Domea.dk er bygherrerådgiver på en række byggerier over hele Danmark. Domea.dks byggeforretning er i vækst og har p.t. en pipeline af nybyggerier og renovering på 13 milliarder kroner.

– Vores vision er at skabe markedets mest attraktive almene boliger. I samarbejde med markedets dygtigste rådgivere gør vi meget ud af at skabe sammenhængende og hele bolig- og byområder. Vi vægter muligheden for et godt naboskab højt samt stolthed hos beboerne gennem identitet i bebyggelsen. Vi går også meget op i, at byggeriet skal være bæredygtigt i hele dets levetid, siger Karsten Pedersen.

De røde mursten fra skolen, der skal rives ned, genbruges i det nye byggeri.
De røde mursten fra skolen, der skal rives ned, genbruges i det nye byggeri.

Relateret indhold