Aarhusiansk energianlæg skal inspirere til global grøn omstilling

Nyt anlæg på Aarhus Ø skal drage nytte af placeringen tæt på vandet og fungere som grønt udstillingsvindue overfor verdens storbyer.

På fredag den 8. september er der rejsegilde for nyt bæredygtigt energianlæg på Aarhus Ø. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Anlægget skal forsyne beboere og virksomheder på Aarhus Ø og i Aarhus Midtby med fjernvarme. Men det kommende anlæg skal ikke kun levere varme til området, men også være en attraktion for de forbipasserende. Anlægget bliver en del af gadebilledet, og det er planen, at borgerne i området skal kunne komme forbi og bruge den ydre bygning til eksempelvis sportsaktiviteter.

– Det nye energianlæg på Aarhus Ø skal bidrage med mere end fjernvarme. Bygningen skal være en attraktion for aarhusianere på tur, men den bliver også et udstillingsvindue for tekniske aktører fra verdens storbyer på udkig efter muligheder inden for grøn omstilling, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.

Varme fra havvand

Energianlægget skal drage fordel af placeringen tæt på Aarhus Bugt og udnytte energi fra havvand. Havvandet bliver hentet i havnebassinet og ledt til energianlægget gennem en nedgravet ledning. Når energianlæggets varmepumpe har trukket energi ud af vandet, bliver det nu afkølede vand ledt ud i havnen. Varmepumpen er et udviklingsprojekt, og energien fra pumpen skal supplere fjernvarme fra den mere traditionelle varmeproduktion, når elprisen er lav.

Relateret indhold