A. Enggaard markerede milepæl for ny bydel på ikonisk fængselsgrund

A. Enggaard og PKA holdt i går rejsegilde for den kommende Albertslund-bydel Vridsløse, der bygges ovenpå grunden for det tidligere statsfængsel Vridsløselille.
- Det er en helt særlig oplevelse at se de første boliger tage form på en grund, som tidligere var lukket for offentligheden i så mange år, siger projektudviklingschef i A. Enggaard, Morten Løgsted. Foto: Jess Bang.

Ni år efter fængselsdriften blev afviklet, og den sidste indsatte forlod fængslet, var der i går rejsegilde for transformationen af det tidligere statsfængsel Vridsløselille til en ny bydel ved navn Vridsløse.

De ikoniske bygninger fra det tidligere statsfængsel smelter sammen med op mod 1.600 nye boliger, grønne oaser samt caféer og erhverv.

Det gamle fængsel, der blandt andet er kendt fra Olsen Banden-filmene, ligger i Albertslund og tæller en 160.000 kvadratmeter fængselsgrund. Foto: A. Enggaard.

–  Rejsegildet markerer, at vi for alvor er i gang med at omsætte planerne for Vridsløse til virkelighed. Det er en helt særlig oplevelse at se de første boliger tage form på en grund, som tidligere var lukket for offentligheden i så mange år, siger projektudviklingschef i A. Enggaard, Morten Løgsted.

Læs også

Ny vestjysk bydel klar til at bygge boliger på havnen

Boliger til ældre, unge og børnefamilier

Vridsløse vil bestå af i alt seks forskellige kvarterer med hvert sit særpræg, som dermed vil henvende sig til mennesker, der er forskellige steder i deres liv. Der vil både være boliger til ældre, unge og børnefamilier.

De første 165 boliger i kvarteret Skydebanen set fra luften. Foto: A. Enggaard.

– Med rejsegildet er vi et stort skridt tættere på at kunne byde de første beboere velkommen. For PKA handler det om at udvikle en bydel, der både er god at bo i, og som bidrager til et stærkt fællesskab, og vi ønsker derfor, at Vridsløse bliver et sted, hvor man mødes som naboer i hverdagen, og som samtidig åbner sig for hele Albertslund og omegn, siger ejendomsdirektør i PKA, Nikolaj Stampe.

Visualisering af de kommende boliger i Skydebanen – det første kvarter i Vridsløse – opført i seks karréer omkring grønne gårdrum og med direkte adgang til bydelens omkringliggende rekreative områder. Illustration: Sweco.

Boligerne, der skal huse Vridsløses første beboere, står efter planen færdige i slutningen af 2026.

Læs også

Dansk arkitekt omdanner industriområde til helt ny bydel i Baltikum

Relateret indhold