80 nye lejeboliger på vej til Lisbjerg

Casa har indgået aftale med SK Ejendomsudvikling om opførelsen af 80 nye lejeboliger i Lisbjerg -
Lisbjerg er på vej til at udgøre en stor og blandet bydel - i foråret 2024 er en bebyggelse med 80 nye lejeboliger fordelt på 2-værelses lejligheder og 2-plans byhuse kommet til. Visualisering: Casa.
Lisbjerg er på vej til at udgøre en stor og blandet bydel - i foråret 2024 er en bebyggelse med 80 nye lejeboliger fordelt på 2-værelses lejligheder og 2-plans byhuse kommet til. Visualisering: Casa.

Bydelen Lisbjerg lidt nord for Aarhus er under konstant udbygning og skal ende med at huse 25.000 indbyggere, når det står færdigt.

Et bidrag til at nå i mål med den store byudviklingsplan, kommer fra Casa og SK Ejendomsudvikling. Sammen har de to aftalt, at Casa skal opføre 80 lejeligheder og der vil være første spadestik her til sommer.

– Vi er glade for at have indgået et samarbejde med Casa vedr. en totalentreprise aftale på vores ene projekt i Aarhus N. Projektet udgør ca. en tredjedel af vores pipeline af projekter, som er klar til at gå i jorden indenfor de kommende 12 måneder med en samlet boligmasse på 252 boligenheder beliggende i Aarhus og trekantområdet, siger Kim Branick, SK Ejendomsudvikling.

Fortehusene er lig med fællesskaber

Den nye bebyggelse kommer til at hedde Fortehusene, og det skal have fokus på social bæredygtighed og stærke fællesskaber.

Byrummene er indrettet med grønne områder til leg og opholdszoner, der fremmer naboskabet i bydelen. Et stisystem forbinder området med Lisbjergskolen, så børnene kan komme sikkert i skole.

Bebyggelsen består af toværelses lejligheder i stueplan med egen have til studerende og seniorer, mens børnefamilier og andre med behov for mere plads kan flytte ind i de fritliggende fireværelses byhuse i to plan. Der er også mulighed for at bo flere generationer under samme tag i generationshuset i tre plan.

– Det gentænker måden vi bor og lever på. Mange børnefamilier har et ønske om at være tættere på familien, så de kan få hjælp til det praktiske i hverdagen og skabe et dybere bånd mellem den yngste og ældste generation. Generationshuset giver en ramme for den type bæredygtigt fællesskab, siger adm. direktør i Casa Torben Modvig om projektet.

Fortehusene er tegnet af Gjørtz Andersen Arkitekter og bliver DGNB-certificeret. Projektet tager første spadestik i sommeren 2022 og afleveres i foråret 2024.

Relateret indhold