78 almene boliger erstatter gammel kro i Mogenstrup

Boligselskabet Flexbo Sjælland er klar med planer til en værdi af 138 millioner kroner for en byggegrund i det sydsjællandske.
Der er tænkt i at bevare kulturhistorien med nybyggeri i Mogenstrup. Illustration: Kant Arkitekter.
Der er tænkt i at bevare kulturhistorien med nybyggeri i Mogenstrup. Illustration: Kant Arkitekter.

Det er ikke kun i de større danske byer, at der investeres i boliger i disse år. I landsbyen Mogenstrup nær Næstved er boligselskabet Flexbo netop kommet et skridt tættere på at gennemføre planer om 78 nye boliger på den gamle kro-grund.

Planerne har været længe undervejs, men nu er alle tilladelser på plads og nedrivningen af den i området kendte kro går i gang i begyndelsen af det nye år. Det skriver Sjællandske.

Sådan ser kroen ud i dag. Den er i for ringe stand til bevaring.
Sådan ser kroen ud i dag. Den er i for ringe stand til bevaring.

Udformningen og indretningen af boligerne er endnu ikke fastlagt, men afventer en arkitektkonkurrence. Men man er kommet frem til det samlede byggeareal. Det er landet på 6.200 kvadratmeter.

En del af boligerne forventes opført som seniorvenlige boliger målrettet dem, der gerne vil sælge deres hus i lokalområdet, når haven og vedligeholdelsen et blevet for krævende. Boligselskabets forretningsfører, Tina Oldrup siger:

– Boligområdet ligger perfekt lige op mod en af Sjællands smukkeste golfbaner, og vi ved der er efterspørgsel efter den type boliger, der opføres som tæt-lav bebyggelse. Det henvender sig typisk til folk som ikke længere har lyst til at bo i eget hus og i stedet vil bruge tilværelsen på eksempelvis at spille golf eller rejse ud i verden.

Hvorfor rive ned?

Man jævner dog ikke et gammelt landemærke uden spørgsmål fra omgivelserne. Heller ikke i Mogenstrup. Ifølge Tina Oldrup har mange rettet henvendelse og spurgt, hvorfor man ikke kan ombygge fremfor at nedrive kroen.

– Vi er godt klar over, at her er tale om et vigtigt stykke kulturarv, så hvis vi kunne, havde vi også gjort det. Undersøgelser har ikke desto mindre vist, at det ganske enkelt er umuligt at finde en bæredygtig løsning i de nuværende bygninger. Både tilbygningerne og hovedbygningen er i meget elendig forfatning, lyder det fra forretningsføreren, som indskærper, at alment byggeri i dag skal overholde en lang række krav, som ikke kan opfyldes ved at bygge om i det eksisterende.

Relateret indhold