Bygger højt i Esbjerg: Samler 330 medarbejdere i nyt domicil

14 etager højt og knap 20.000 kvm stort. Det Faglige Hus bygger højt og stort domicil på havnen i Esbjerg. Ca. 30 % skal lejes ud.
En rustrød bygning i flere niveauer. Afrundede hjørner. I forgrunden lidt vand og en stor sejlbåd
Det Faglige Hus’ nye, knap 20.000 kvm domicil får plads i de maritime omgivelser i den nordlige del af Esbjerg Havn. Den højeste del vil rage over 60 meter i vejret og vil således blive langt højere end Rundetårn. Visualisering: Arkitektfirmaet Rudolf Lolk

Til januar tages første spadestik til det foreløbigt største kontordomicil i Sydvestjylland. Det bliver 14 etager højt og knap 20.000 kvm stort og placeres på Esbjerg Brygge i den nordlige del af Esbjerg Havn.

Bygningen Esbjerg Business Park – Seaport, der opføres tæt på kæmpeskulpturen De Hvide Mænd, vil fremstå som en kombination af bygningskroppe i varierende højder. Rød/brune teglsten vil pryde facaderne, der er afrundet i hjørnerne, viser illustrationer af bygningen, der er designet af Friis & Moltke.

Bygningen opbygges i grundplan med et centralt midterrum, der samler alle afdelinger i et varieret, rummeligt og åbent design. Ca. 30 % af domicilet planlægges udlejet. Resten planlægges som nyt domicil til bygherren Det Faglige Hus, hvis medarbejdere i dag er spredt ud på syv adresser i byen.

Læs også

Jubel i Esbjerg: Udvikling af havnær bydel et skridt videre

Projektet opføres med DGNB Guld certificering, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark. Her er også nævnt et P-hus i 4 etager med ca. 400 parkeringspladser.

Får fodfæste i det sydvestjyske

Odense-baserede 5E Byg har i konkurrence med fire andre byggevirksomheder vundet jobbet som totalentreprenør.

Virksomheden står i forvejen bag store domicilbyggerier i hovedstadsområdet, Århus-området og Trekantsområdet samt andre byer med et stærkt udviklingspotentiale. 5E Byg har bl.a. opført KAB’s domicil på Vesterbro i København og Danmarks Medie og Journalisthøjskoles nye bygning i Ørestad Nord, der begge er opført. Virksomheden er pt. bl.a. i gang med den kommende byport til Aarhus Ø, som Dorte Mandrup har tegnet.

Illustration af en foyer med en snoet trappe med træbekldning, snoede bænke hvor en mand taler i telefon, mens andre venter. En reception er i hjørnet.
Faciliteter som foyer, reception, kantine, mødelokaler og rengøring bliver fælles i Seaport – ligesom det er i Det Faglige Hus’ kontordomicil Esbjerg Business Park – Airport ved Esbjerg Lufthavn. Visualisering: Arkitektfirmaet Rudolf Lolk

Nu bliver fokus vendt mod Esbjerg, fortæller adm. direktør Per Jørgensen:

– Vi har gennem flere år haft stor opmærksomhed omkring de mange positive ting, der sker i byen. Der er gang i flere store byggerier, som vi også har budt ind på. Nu lykkes det så at få fodfæste i det sydvestjyske.

Læs også

Fremgang: Bygmas byggecenter nr. 2 i Esbjerg står klar til januar

For Det Faglige Hus har det været vigtigt, at det lokale erhvervsliv i Esbjerg får mulighed for at byde ind på underentrepriser. Det passer godt ind hos 5E Byg, der ikke har egen håndværkerafdeling, og derfor sender alle underentrepriser i udbud.

Vil udleje 5.000 kvm

Domicilet ventes klar til ibrugtagning i slutningen af 2026, hvor Det Faglige Hus’ 330 medarbejdere endelig kan samlet under samme tag. Det er noget, landsformand Johnny Nim ser meget frem til:

Fire mænd samlet om et bord. Den ene Johnny Nim underskriver et papir. De andre kigger på. På bordet en buket blomster i hvid, grøn og blå samt en glasskål med bolcher
Landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim, underskriver kontrakten. Han er flankeret af (fra venstre) teknisk direktør Torben Nielsen og adm. direktør Per Jørgensen, begge 5E Byg, samt adm. direktør i Det Faglige Hus, Brian Elsted Hansen. Foto: Det Faglige Hus.

– Jeg ved, at der blandt kollegerne er et tilsvarende ønske. Vi får dog selv kun brug for at leje en del af lokaliteterne, og der vil således blive udlejet i alt 5.000 kvadratmeter til andre lejere, blandt andet fra 6. til 10. etage i den 14 etager høje del af domicilet.

Parterne har aftalt ikke at offentliggøre entreprisesummen. I SMART er budgettet anslået til 300 mio. kr.

Relateret indhold