17 byggehejs går nedad til metroen

Normalt går byggehejs opad endda nogle gange til meget stor højde, men Ajos er i gang med at installere 17 byggehejs ned til de nye metrostationer.
Montør Martin Simonsen, Ajos i gang med at klargøre hejs til stationerne på metroens Cityring. Pressefoto.
Montør Martin Simonsen, Ajos i gang med at klargøre hejs til stationerne på metroens Cityring. Pressefoto.

De nye stationer på Metro Cityring i København er ved at blive færdiggjort, og til det arbejde skal Copenhagen Metro Team, CMT, bruge en byggehejs ved hver af de 17 stationer på den 15,5 kilometer lange Cityring.

Ajos A/S har opstillet tre hejs og yderligere 14 skal installeres frem mod primo 2018. Det er specielle hejs, som er udbygget fra de normale 2,90 meter til 3,20 meter, som passer til opgaverne på metrostationerne.

– Det er helt sædvanligt for os at tilpasse løsningerne til kunderne. Det gør vi ganske ofte, og det har vi også gjort denne gang. Og det er blandt andet det unikke i de fleste opgaver, vi løser, der gør det spændende at arbejde med hejs. Og selv om vi plejer at arbejde i højden, er vi også hjemmevant med denne type opgave, siger teknisk chef Jørgen Saabye, Ajos.

Ajos har blandt andet installeret nødelevatorerne på den nuværende metrostrækning, såvel som virksomheden har monteret de indvendige hejs i pylonerne på Den Nye Lillebæltsbro, der bringer folk til bunden af Lillebælt.

Fokus på komfort

– Hejsene på Metrostationerne skal anvendes til at transportere byggematerialer til færdiggørelsen af stationerne. De 17 byggehejs har alle en kapacitet på 1.900 kilo. En del af de mange hejs er indkøbt til opgaven. De kan som standard nå op til 30 meter i højden, og de kan alle udbygges til en højde af 150 meter, hvis de senere skal anvendes på mere traditionelle opgaver i højden. Det er et godt eksempel på, at selv om vi ikke lige har udstyret, så finder vi en løsning for kunden både ved at indkøbe materiel og ved at tilpasse til kundens behov, siger Jørgen Saabye.

Samtlige byggehejs er forsynet med frekvensomformere. Det vil sige, at hejsene starter og stopper blødt efter samme princip som for eksempel en hotelelevator.

– Det giver en væsentlig fordel for komforten, og der ud over skåner det materiellet og giver lavere driftsomkostninger. Selv om de er dyrere i indkøb, betyder fordelene så meget, at vi kalkulerer med at få merinvesteringen hjem igen. Vi er faktisk ved at være der, hvor en byggehejs mere og mere ligner en traditionel elevator, fordi styring og dermed komfort bliver bedre og bedre, siger Jørgen Saabye.

Relateret indhold