Det er næsten to år siden, at 121 familier mistede deres hjem, da beboelsesejendommen Grøndalsbo i Vanløse brændte ned efter en brand, der startede på tagetagen på Grøndals Parkvej 6A, spredte sig til naboopgangene og herefter til resten af bebyggelsen.
De efterfølgende undersøgelser viste, at der var indtil flere fejl i brandsikringen, bl.a. manglende brandmæssige adskillelser, manglende tætninger mellem lejlighedsskel og tagdækningen og at brandvæggen mellem bebyggelsen to karréer ikke var intakt.
Nu har ejerforeningen E/F Grøndalsbo efter en udbudsproces med stor interesse fra flere totalentreprenører indgået aftale med totalentreprenør CG Jensen og Afry som arkitekt- og ingeniørrådgiver om genopbygning.
– Vi glæder os meget til at genskabe et hjem for familierne. Samtidig bliver det en fagligt spændende opgave for os, da vi skal opføre et hus, der udadtil og størrelsesmæssigt skal ligne det originale, men indadtil leve op til nuværende krav – for eksempel til isolering og teknik, der jo fysisk fylder noget mere i dag, siger adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen.
En lang proces
Forud for aftaleindgåelsen med totalentreprenøren er der foregået et omfattende planlægningsarbejde af genopbygningen af den 11.740 kvadratmeter store ejendom. Samtidig har der været et afklaringsforløb med hver ejer i forhold til indretning af selve boligen.
Fremadrettet vil ejerforeningen og bygherrerådgiveren Emcon arbejde tæt sammen med totalentreprenøren og de øvrige involverede parter for at sikre, at genopbygningsprocessen forløber som planlagt.
Læs også: Biobaseret ydervæg modstod ilden i mere end en time
– Vi er meget glade for at have fundet den rette entreprenør til at genopbygge Grøndalsbo. Det har været en lang proces, men nu kan vi se frem til at komme i gang med projektering af byggeriet og byggepladsarbejderne, siger Michael Daniel Andersen, formand for E/F Grøndalsbo.
Arbejdet med projekteringen begyndte i oktober 2023 og selve byggearbejderne forventes opstartet i efteråret 2024. Målet er, at boligerne står indflytningsklare i sommeren 2026.