117 vil købe eget rækkehus i Tingbjerg

Den almene bebyggelse lykkes fint med at sælge sine nye ejerboliger - og dermed opfylde målet om en mere blandet beboersammensætning.

1000 boliger til Tingbjerg

  • Dyrkningshaver, grønne bakker og naborum. Det var de bærende tanker for Tingbjerg, da det blev tegnet i 50’erne af den kendte arkitekt, Steen Eiler Rasmussen.
  • I dag føres de linjer videre i en gennemgribende byplanlægning med mere end 1.000 nye boliger, handelsstrøg og fælleshaver – og nyrenovering af skole, kultur- og børneinstitutioner.
  • Her forenes naturlig ro fra Utterslev Mose og Vestvoldenmed nybyggeri ved eksistrende karréer, der inviterer til leg på græsset og fritidsaktiviteter på tværs af nabolag for både børn, unge og voksne.

Tingbjerg er under forvandling. Den almene bebyggelse er i gang med at udvide med 1000 nye private ejerboliger, hvor 400 af dem er rækkehuse. Tanken er, at skabe en større variation i sammensætning af beboerne i bebyggelsen.

De første 7 rækkehuse er under opførelse og er udbudt til salg. Men for at komme i betragtning til en bolig, skulle interesserede købere sende en ansøgning og fortælle om, hvorfor de havde lyst til at bo der. Det har 117 gjort inden deadline for ansøgningen.

Dermed har mere end hver tredje af de 345, der deltog i ét af to virtuelle åbent hus-arrangementer om rækkehusene for nylig, valgt at søge. Og det overgår forventningerne, siger Jens Kramer Mikkelsen byudviklingsdirektør i NREP, der står for opførelsen.

– Vi er overvældet over, at så mange ser sig selv i visionen for fremtidens Tingbjerg og har sendt en motiveret ansøgning om at få lov til at købe et af de første rækkehuse. Det er et stærkt signal til Tingbjerg om, at mange tror på områdets fremtid. Det skal de alle have en stort tak for, siger en begejstret Jens Kramer Mikkelsen.

Bredt felt af ansøgere

Det er et meget stærkt og alsidigt felt af interesserede købere, der har søgt, oplyser han. Ansøgerne spænder fra unge studerende til etablerede børnefamilier med alle typer af uddannelsesbaggrunde og jobs. De kommer især fra Hovedstadsområdet inkl. Tingbjerg selv – men også udlandsdanskere på vej hjem har skrevet. Fælles for dem alle er deres store engagement og vilje til selv at gå forrest i at styrke udviklingen af Tingbjerg.

– Den usædvanlig proces, hvor interesserede købere for overhovedet at komme i betragtning har skullet sende en motiveret ansøgning med reelle bud på, hvordan de selv vil bidrage til udviklingen af Tingbjerg, har tydeligvis ikke været en showstopper for interessen. Tværtimod har vi fået mange spændende bud på, hvordan fællesskabet i området kan styrkes, siger Jens KramerMikkelsen.

Billige ejerboliger

I alt vil der blive bygget 400 rækkehuse i Tingbjerg ved siden af nye boligejendomme med mange nye lejeboliger ved siden af og imellem de almene boliger, der allerede eksisterer i Tingbjerg.

Rækkehusene bliver både Svanemærket og DGNB Guld certificeret. Der bliver f.eks. brugt certificeret og varmebehandlet træ som beklædning, ligesom de indvendige vægge på husene vil blive bygget af træ, hvilket skal give dem et godt indeklima.

Den forventede startpris ligger på 2,4 millioner kr. for 85 kvadratmeter rækkehus.

Relateret indhold