Var først med et PEFC og DGNB-certificeret hus – nu skal de bygge bæredygtig bydel

Det østjyske byggefirma Jakobsen Huse skal være systemleverandør til verdens første PEFC og DGNB certificerbare bydelsprojekt, Bofællesskabet Kløverbakken ved Odder.
Bofællesskabet Kløverbakken bestrår af 58 huse og et fælleshus. Illustration: Tegnestuen Flæks
Bofællesskabet Kløverbakken bestrår af 58 huse og et fælleshus. Illustration: Tegnestuen Flæks

Jakobsen Huse har som de eneste i verden opnået at få PEFC og DGNB certificeret et énfamilieshus, men nu er firmaet fra Galten klar til at gøre det samme med en helt ny bydel.

– Vi går ikke på kompromis med den måde, vi bygger på, bare fordi vi skal bygge 58 huse, siger direktør i Jakobsen Huse, Maria Venø Jakobsen til Dagens Byggeri efter byggefirmaet har landet aftalen om at skulle være systemleverandør til byggeriet af Bofællesskabet Kløverbakken ved Odder i samarbejde med Brdr. Thybo Ejendomsudvikling og Flæks – Hjem med mening.

De kommende beboere kan forvente boliger og fælleshus med optimeret indeklima, der ventileres med frisk luft via virksomhedens innovative vinduer, og alt efter hvilken pakke bygherren vælger, så vil det blive muligt at vælge bæredygtige løsninger med vægge pudset i ler indvendigt og vandsparesystemet Hydraloop – og uden brug af plastisk dampspærre og kemi.

Hos Jakobsen Huse ser man frem til at give de kommende beboere muligheden for at benytte markedets mest bæredygtige hus-løsninger i det nye byggeri, der udgøres af 58 små og store boliger i ét og to plan samt et stort fælleshus, som skal fungere som hjerte i bofællesskabet.

– Man bidrager til fællesskabet ved at man tænker sig om på miljøets vegne, når man bygger, siger Maria Venø Jakobsen, som nu glæder sig til at byde nye medarbejdere velkommen i byggefirmaet. I første omgang vurderer hun, at der skal ansættes en projektleder til at styre byggeriet af de 58 huse, men det er i tømrervirksomehden, Thylkjær & Jakobsen, at det for alvor vil kunne mærkes på personalefronten, at der nu på én gang står 58 huse i ordrebogen.

Stor opgave

Lige nu arbejdes der på at planlægningen af byggeriet kan ske i etaper, så kapaciteten i Jakobsens Huses samlehaller, hvor komponenterne sættes sammen før opsætning på byggepladsen, kan udnyttes bedst muligt, men det er især samarbejdet med Bredr. Thybo Ejendomsudvikling, der har muliggjort, at det relativt nye byggefirma kan påtage sig opgaven.

– Vi er normalt totalleverandør, men i det her tilfælde har vi sagt, at vi ikke har økonomisk kaptitalstyrke til at stå alene med at stille 58 entreprenørgarantier og 58 byggeskadeforsikringer – det er vores egenkapital for lille til, så vi har lavet et samarbejde med Brdr. Thybo, forklarer Maria Venø Jakobsen og uddyber, at Brdr. Thybo som totalleverandører har hyret Jakobsen Huse ind som system-leverandør.

– Her skal vi bare bygge husene, og det kan vi sagtens, vi er bare ikke store nok økonomisk til at vi selv kan løfte en total-entreprise i den størrelse. Så vi er mega-begejstrede, siger direktøren om modellen, der for firmaet betyder, at man i stedet for at bruge en masse kræfter på at finde investorer kan gøre det, Jakobsen Huse gør allerbedst til – nemlig at bygge husene.

Eksempelbyggeri viser vejen

Jakobsen Huse har siden sommeren 2020 været involveret i et eksempelbyggeri i Furesø Kommune, hvor firmaet sammen med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut tester forskellige sammensætninger af bæredygtige komponenter, der skal mindske brugen af mineraluld, beton og mursten i byggeriet, og erfaringerne herfra glæder Jakobsen Huse til også at drage fordel af i forbindelse med opførslen af Bofællesskabet Kløverbakken.

– De produkter vi sammensætter i vores vægge og tagkonstruktion, de har jo hver især de brandcertificeringer, de skal have, men sammensat er der ikke nogen, der har testet dem endnu, så derfor er systemet som sådan ikke brandgodkendt, men hver plade eller papirdug er jo, så vi håber jo lidt, at vi kan nå at få nogle resultater, som vi kan nå at tage med videre i Kløverbakken, siger Maria Venø Jakobsen og uddyber, at byggeriet af bofællesskabet sandsynligvis først startes op i slutningen af 2021, mens man skal aflevere det bæredygtige Botilbud Søndersø, hvor et innovativt samarbejde med DBI (Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut) og Juul & Hansen Arkitekter udvikler trækonstruktioner, der formentlig kan komme til at fungere som eksempelbyggerier for hele branchen, og i forbindelse med byggeriet ved Odder.

At bygge bæredygtigt koster mere end traditionelle byggerier, for processen er ifølge direktøren meget mere omstændelig. Blandt andet er der store krav til dokumentationen, når man bygger bæredygtigt med utraditionelle materialer.

– Der er nogle ting ude på byggepladserne, man skal gøre en smule anderledes, så det koster noget, siger Maria Venø Jakobsen som er sikker på, at PEFC og DGNB-certifikaterne kan opnås, hvis køberne og brugerne vælger de løsninger, der gør det muligt at opnå certificeringerne.

Læs også: Eksempelbyggerier skal bane vejen for brandsikre træhuse

Byggeriet af Kløverbakken ventes at blive startet op i slutningen af 2021. Illustration: Tegnestuen Flæks

Huset Villa Grenaa, bygget af Jakobsens Huse, var verdens første PEFC og DGNB certificerede énfamilieshus Foto: Jakobsens Huse
Huset Villa Grenaa, bygget af Jakobsens Huse, var verdens første PEFC og DGNB certificerede énfamilieshus Foto: Jakobsens Huse
Bæredygtige løsninger er helt essentielle for træhusproducenten Jakobsen Huse. Foto: Jakobsen Huse
Bæredygtige løsninger er helt essentielle for træhusproducenten Jakobsen Huse. Foto: Jakobsen Huse

Relateret indhold