Bauhaus Proff Service har gennem de senere år tilbudt særlige fordele til alle danske virksomheder og institutioner med et CVR- eller EAN-nummer. Ud over kredit, købsregistrering og bedre priser, kan Bauhaus nu tilbyde erhvervskunder mulighed for også at handle online. i den såkaldte B2B-webshop. Det skriver Bauhaus i en pressemeddelelse.
– Vores erhvervsafdeling er vokset støt gennem de senere år, og i takt hermed har vi oplevet, at flere og flere erhvervskunder efterspørger muligheden for at kunne handle online. Vi lytter meget til kundernes ønsker og behov, men har ventet på det helt rigtige tidspunkt. Det mener vi er nu, hvor vi har det rette sortiment på plads og kan tilbyde over 45.000 varenumre fordelt på et bredt udvalg af de 120.000 varenumre, man finder ude i varehusene. Vi forventer, at særligt offentlige institutioner, boligselskaber og lignende, hvor drift og vedligeholdelse fylder meget, vil kunne drage fordel af at handle på vores webshop, siger Jan Galle, markedschef for Bauhaus Proff Service i Danmark, Island og Norge.
Det er langt fra kun håndværkere, der nu kan se frem til at handle online på B2B-webshoppen. Bauhaus fortæller, at erhvervskoncept rammer bredt i erhvervssegmentet og dækker over en blandet skare af handelsvirksomheder, detailforretninger, mindre erhvervsdrivende, boligforeninger og offentlige kunder.
Hurtigt overblik
Den store vækst blandt erhvervskunder skyldes ifølge markedschefen, at man helt fra starten har sat en ære i at kende erhvervskundernes behov. Det skal være enkelt og hurtigt at betjene sig selv, og man skal nemt kunne danne sig et overblik over både varer, tidligere ordrer, fakturaer med mere. Alt sammen noget erhvervskunder nu har adgang til online.
Systemet er indrettet, så kunder kan bestille til levering direkte til firmaadressen eller til afhentning i et varehus. Via kundens egen kontoprofil er det nemt at få et samlet overblik over blandt andet ordrer, tilbud og fakturaer. Det er endvidere muligt at oprette og se sine egne byggeprojekter.
– Vores kunder får med den nye webshop adgang til et meget stort online varesortiment. Samtidig kan kunderne hurtigt danne sig et overblik over deres købshistorik og se de aktuelle lagerbeholdninger, ligesom det er nemt at genbestille tidligere ordrer, fordi kundens data ligger samlet på kundens egen kontoprofil, siger Jan Galle, som allerede har fået mange positive tilbagemeldinger fra erhvervskunder.