De fleste murere har stået der. Ved blandemaskinen, hvor udregninger og skovlfulde skulle gå op i en højere enhed.
Men sådan behøver det ikke være. Tørmørtel er fremtiden, og derfor investerer Vrå Mørtelværk netop nu 20 millioner kroner kr. i et nyt, avanceret produktionsapparat med tilhørende lagerfaciliteter, samtidig med at man har overtaget Bælum Mørtelværk fra 1. januar. Dermed bliver Vrå Mørtelværk ikke kun Nordjyllands største producent af tørmørtel, men værket i Vrå får samtidig mulighed for at tilbyde endnu flere kundetilpassede løsninger.
– Vi vil fortsat tilbyde vådmørtel, som vi er kendt for, og som vi leverer i bigbags, i siloer eller på lad til byggepladser i hele landsdelen, men vi tror på, at tørmørtel er fremtiden. Først og fremmest fordi det er meget lettere for den enkelte murer at håndtere, siger direktør og medindehaver af Vrå Mørtelværk Leif Sørensen, der sammen med hustruen Mette står i spidsen for virksomheden, som er en del af Sejlstrup Entreprenørforretning.
Nyt anlæg til 20 millioner
Troen på tørmørtel som fremtidens løsning på den moderne byggeplads er så stor, at Vrå Mørtelværk i øjeblikket er i gang med at opføre et helt nyt, avanceret produktionsanlæg. Det italiensk udviklede anlæg gør Vrå Mørtelværk til et af de eneste værker i Danmark, der selv er i stand til at tørre sandet. Samtidig er det muligt at sigte sandet i hele seks forskellige fraktioner, fra nærmest pulver-konsistens til korn på flere millimeter.
– Dermed får vi endnu bedre mulighed for at efterkomme kundernes helt specielle ønsker, påpeger Leif Sørensen, der erkender, at tørmørtel målt pr. mursten er dyrere end vådmørtel.
– Men vi er overbevist om, at fordelene ved tørmørtel klart opvejer prisforskellen, som hurtigt kan tjenes ind ved blandemaskinen og ved skrivebordet, når dokumentationen skal være i orden.
Vrå Mørtelværk blev i 1974 en del af Sejlstrup Entreprenørforretning. Leif Sørensen har stået i spidsen for værket siden 1984, som i dag beskæftiger godt 30 medarbejdere. Vrå Mørtelværk råder over 80 15 tons lastbilsiloer, 25 små siloer og en flåde på 20 lastbiler.