Advokat Stephan Falsner, der har en fortid som direktør i Danske Anlægsgartnere, er godt tilfreds med en dom i byretten, der frifandt hans klient for overtrædelse af arbejdsmiljøloven:
– Sagen viser, at det godt kan betale sig som virksomhed at bringe en sag for retten, hvis man mener ikke at have gjort noget forkert, siger Stephan Falsner til Dagens Byggeri.
Den pågældende virksomhed er ifølge Stephan Falsner en virksomhed med over 100 ansatte, som var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljøloven ved ikke at have instrueret en ansat i brug af en motordrevet trillebør – kaldet en motorbør.
Stor bøde
– Den ansatte var så uheldig at brække benet, da han bakkede motorbøren ind over sig selv. Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om bødestraf efter de nye regler per 1. januar 2012, hvor strafferammen blev hævet. Anklagemyndigheden havde på Arbejdstilsynets vegne krævet en bøde på 80.000 kroner, forklarer Stephan Falsner.
Sagen drejede sig om to medarbejdere, som var i gang med at køre sand til en sandkasse i en børnehave. Arbejdstilsynet mente, at arbejdsgiveren havde tilsidesat sin forpligtelse til at instruere og planlægge arbejdet forsvarligt ved ikke at sørge for, at den ansatte vidste, hvordan man betjente motorbøren forsvarligt.
Den medarbejder, som var kommet til skade, forklarede i retten, at han godt vidste, hvordan motorbøren fungerede, og hvordan han skulle betjene den.
Ikke første gang
Medarbejderen havde kørt med motorbør før, om end ikke med præcis den samme model. Han forklarede selv uheldet med, at han i panik kom til at gribe i bakhåndtaget i stedet for at bare slippe, hvilket ville have bevirket, at maskinen stod stille.
Det blev af forsvareren i retten påvist ved hjælp af produktblade, at den motorbør, den ansatte kørte med, faktisk var langsommere end den, han tidligere havde kørt med, og at der ikke var forskel på modellerne.
På den baggrund frifandt retten virksomheden, idet retten desuden henviste til, at der heller ikke var ført domfældende bevis for, at der på arbejdsstedet ikke var den fornødne plads til at arbejde med en motorbør.