Vinderteam bringer smeltevandssletten tilbage til Herning

Team Lytt vinder konkurrencen om det videre arbejde med byrummet på byens gamle sygehusgrund kaldet Herning+: Et grønt kvarter med et blomstrende byliv, der hurtigt vil gøre Plusset til en del af midtbyen.
Midt på pladsen i Plusset opføres et grønt samlingspunkt og en pavillon
Midt på pladsen i Plusset opføres et grønt samlingspunkt og en pavillon

Lytt Architecture, Briq og Niras er udvalgt til at stå bag det største byudviklingsprojekt nogensinde i Herning Kommune – det såkaldte Plusset på den gamle sygehusgrund. At projektet og området hedder Plusset henviser bl.a. til, at to gadeforløb centralt i det store område vil danne et stort plus. Plusset vil udgøre et centralt, nyt byrum for hele det nye kvarter, Herning+.

I det vindende konkurrenceforslag har Team Lytt bl.a. fokus på at gøre området til et stærkt arkitektonisk og oplevelsesrigt byrum, der giver plads til både vild natur og iværksætteri.

Borgmester Dorte West, der har været en del af bedømmelseskomiteen, siger:

– Det er et projekt, som i generationer frem vil definere, hvordan vi færdes i, og bruger, hele det store område midt i Herning. Et projekt, som vil tilføre Hernings centrum en helt ny dimension, som peger ind i fremtiden.

Gro, Aktivér og Forbind

Overordnet udfoldes vinderteamets visioner og det arkitektoniske koncept for Plusset gennem tre strategiske hovedgreb: Gro, Aktivér og Forbind.

Gro Plusset frem

Herning+ skal blive et grønt kvarter. Det grønne sætter tonen i hele Plusset og alle byrum udvikles som vilde grønne byrum.

Aktivér hele byen i Plusset

Det kræver vedvarende indsatser at fremspire byliv i en ny bydel og dermed forankre bylivet. Derfor udfoldes der en adaptiv bylivsstrategi for Plusset, som kan gøre området til en arena for byens idérigdom, kunstneriske nerve og iværksætterdrive.

Forbind Plusset, kvarteret og byen

Det gode flow og forbindelser for gående og cyklende opprioriteres, så det naturligt vil danne genvej mellem den gamle midtby og nordbyen for alle bløde trafikanter. På denne måde åbnes området op, naboer inviteres ind og Herning+ bliver hurtigt en del af midtbyen.

Et fletværk af grønne og belagte byrum

Sammen med de tre hovedgreb indgår en hensynsfuld tilpasning til stedets kulturarv og historiske træk, ligesom forslaget henter inspiration i Hernings urlandskab og smeltevandssletten. Således har Team Lytts forslag ‘smeltevands-sletten’ som grundmotiv.

Team Lytts projekt kobler sig til de 17 verdensmål, når det gælder fællesskab, biodiversitet, grønne offentlige rum og genbrug af byggematerialer. Her en visualisering undervejs i udviklingen af byrummet. Visualisering: Team Lytt
Team Lytts projekt kobler sig til de 17 verdensmål, når det gælder fællesskab, biodiversitet, grønne offentlige rum og genbrug af byggematerialer. Her en visualisering undervejs i udviklingen af byrummet. Visualisering: Team Lytt

Belægninger af genbrugsbeton og masser af plantezoner med ‘vild’ natur fletter sig sammen og fylder hele det store byrum ud fra facade til facade. Disse elementer udgør et fletværk af grønne og belagte byrum, som binder hele området sammen.

– Smeltevands-motivet gør projektet meget robust, når det gælder planlægning. Det er muligt at tilpasse form, plantezoner og belægning løbende i takt med, at byggefelterne i Herning+ udfyldes og ændres, siger borgmester Dorte West.

Arbejdet med at anlægge det nye, store byrum ventes at gå i gang i 2024 og vil udvikle sig parallelt med de mange byggerier på Herning+-grunden.

Relateret indhold