Vejle har energipassiv politistation

Med kombination af allerede kendte løsninger er der skabt så gode resultater, at bygningen nu har sikret sig certifikat som passivhus.
Politistationen i Vejle har været igennem en omfattende energirenovering fra energiklasse E til A2. Foto: CREO Arkitekter.
Politistationen i Vejle har været igennem en omfattende energirenovering fra energiklasse E til A2. Foto: CREO Arkitekter.

Politistationen i Vejle har været igennem en omfattende energirenovering fra energiklasse E til A2. Ved projekteringen af energirenovering lagdes vægt på både at opnå lavt energiforbrug samtidigt med, at indeklimaet og bygningens brugere var prioriteret højt.

Bygningsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at man ud fra de to hensyn har lagt sig fast på de tekniske løsninger.

80 pct. besparelse

I energirenoveringen er alle vinduer udskiftet med effektive lavenergivinduer med solafskærmning. Det er derfor muligt, at afskærme for solens varme om sommeren til køling og tillade solen at opvarme bygningen om vinteren, skriver Bygningsstyrelsen.

Yderligere er ventilationens optimeret, og desuden er naturlig forvarmning og køling af ventilationsluften etableret via vandrette jordslanger i terrænet. Der er også foretaget en omfattende isolering af ydervæggene og klimaskærmens tæthed.

Til slut er der på taget etableret solceller, som kan dække hele stationens elforbrug. Alt i alt er varmeforbruget reduceret med 80 procent, CO2 udslippet er reduceret og det samme er el- og varmebehovet.

Certificeret passivhus

Søren Pedersen fra Passivhus.dk har stået for beregningerne af husets fremtidige energiforbrug, og står på baggrund af disse beregninger bag certificeringen af bygningen, der nu klassificeres som passivhus.

Passivhus.dk har gransket tegninger og beregninger samt gennemført kontrolbesøg på byggepladsen.

CREO Arkitekter har været totalrådgiver for Bygningsstyrelsen på projektet.

Relateret indhold