Unge skal gøre noget

Tre unge fra byggebranchen skal med deres egne historier være med til at lokke flere unge til erhvervsuddannelserne.
22-årige Gry, som er under uddannelse til bygningsstruktør, skal være med til at trække flere unge ind på bygge- og anlægsuddannelserne. Pressefoto.
22-årige Gry, som er under uddannelse til bygningsstruktør, skal være med til at trække flere unge ind på bygge- og anlægsuddannelserne. Pressefoto.

En ny kampagne fra Dansk Byggeri, 3F og Byggeriets Uddannelser skal få flere unges øjne op for en uddannelse og karriere inden for bygge- og anlægsbranchen. Det er der brug for.

Selv om der de seneste mange år er talt meget om, at flere bør vælge en erhvervsuddannelse, kniber det nemlig stadig med interessen hos de unge.

– Med kampagnen “Gør noget, der gør noget” henvender vi os direkte til de unge. Ikke kun i folkeskolen, men også de unge, der er i gang med en gymnasieuddannelse, men som ikke har mod eller lyst til at læse videre på en videregående uddannelse bagefter. Vi har brug for alle dygtige unge mænd og kvinder på vores byggepladser og i værkstederne, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

Kampagnen henvender sig direkte til de unge

Kampagnen bliver lanceret der, hvor de unge selv er – på folkeskolerne, Facebook, Instagram, Youtube og på hjemmesiden her. Til kampagnen er der blandt andet produceret film, der viser tre unge under uddannelse til henholdsvis tømrer, murer og bygningsstruktør.

Filmene tegner et lille portræt af de unge i deres fag og i fritiden. For to af dem lå det ikke i kortene, at de skulle i gang med en erhvervsuddannelse.

– Men når man ser dem tale om deres uddannelse og drømme, er man ikke i tvivl om, at de er havnet på de helt rigtige uddannelser. Det er blandt andet det kreative, at kunne skabe nye og bæredygtige produkter, og at der er muligheder for at bruge faget i udlandet også, der motiverer dem, siger Louise Pihl.

Dansk Byggeri håber, at kampagnen vil ramme både de unge og deres forældre, og at flere vil overveje, om en uddannelse og karriere i bygge- og anlæg kunne være en mulighed.

Relateret indhold