Ungdomsboliger skyder frem på en mark uden for Aarhus

Der er cirka syv kilometer ind til Centrum fra Slet.
Boligerne ligger som 3-etagers åbne karrestrukturer og kommer til at have to værelser med udsigt til landskabet. Visualisering: Pressefoto.
Boligerne ligger som 3-etagers åbne karrestrukturer og kommer til at have to værelser med udsigt til landskabet. Visualisering: Pressefoto.

De skal efter planen stå færdige i starten af 2019 og kommer til at bestå af både dele- og parlejligheder. Planen er, at de mange unge skal lokkes ud fra Aarhus centrum og ud til forstaderne. Det siger Torben Lund Krogsgaard. Han er byggeleder hos bygherre og totalentreprenør Birch Ejendomme.

– Vi tror på, at ungdomsboligerne er placeret i et område, hvor vi kan få masser af unge mennesker til, da det ligger godt i forhold til Aarhus’ mange uddannelsessteder. Tranbjerg ligger blot syv kilometer fra centrum, hvor der jævnligt kører bybusser. Derudover er det jo også en afstand, der er nem at klare på cykel. Samtidig kan prisen på boligerne også bidrage til, at de unge vælger dette område fremfor en lejlighed i Aarhus, siger Torben Lund Krogsgaard.

Lav vedligeholdelse

Arkitektfirmaerne Faber & Have og Luplau & Poulsen har tegnet og udviklet boligerne, der i gennemsnit kommer til at være omkring 50 kvadratmeter.

– Boligerne på begge adresser er bygget i materialer, som holder og ikke skal vedligeholdes alt for ofte. De udfylder deres funktion, så de fremtidige lejere slipper for problemer. Man kan således være sikker på, at det er godt byggeri, siger Jørn Lyager Poulsen, der er arkitekt og partner hos Luplau & Poulsen.

Han bakkes op af John Rask, der er indehaver af tagdækkerfirmaet Rask Tagdækning, som har lagt tagpap på boligerne.

– Vi har lagt en to-lags Residek-tagpapløsning på bygningernes tage. Der er tale om en bitumenbaseret SBS-tagpapløsning, som er udviklet til at holde tørt under alle tænkelige forhold, og som har en dokumenteret lang levetid og 15 års garanti, siger han.

I løbet af de sidste ti år er antallet af studerende i Aarhus steget markant mere end mængden af ungdomsboliger. I august 2017 vurderede Dansk Byggeri, at Aarhus har et akut boligbehov for 4.000 studievenlige boliger.

Den første halvdel står allerede indflytningsklar den 1. december. Resten skal være klar den 1. januar.

Relateret indhold