Underslæbssag er eksploderet i pris

I oktober 2020 blev en direktør i Østjysk Bolig hjemsendt under mistanke om svindel med cirka 370.000 kroner. Det beløb hedder nu 20 millioner.
Politiet mistænker lige nu flere medarbejdere i Østjysk Bolig for svindel i stor stil. Pressefoto.
Politiet mistænker lige nu flere medarbejdere i Østjysk Bolig for svindel i stor stil. Pressefoto.

Der lader umiddelbart til at ledelsen har haft lidt for store armbevægelser i den almene boligorganisation Østjysk Bolig.

Hvor det i oktober sidste år kom frem, at direktør Allan Søstrøm var under mistanke om at have foretaget private indkøb for beboernes penge i størrelsesordnen 370.000 kroner, er det tal nu vokset til hele 20 millioner kroner.

Og ifølge en nyligt afleveret advokatundersøgelse har han ikke været alene om det. I hvert fald er flere medarbejdere i boligforeningen nu under mistanke om at have begået bedrageri, mandatsvig samt at have modtaget returkommission. Det oplyser Aarhus Kommune.

Advokatundersøgelsen har således fundet mistænkelige forhold i boligforeningen, der omfatter kontantoverførsler til uvedkommende private bankkonti for samlet 9,3 millioner kroner, privatlignende udgifter til eksempelvis restaurationer og dyre vine afholdt for boligforeningens regning for 2,2 millioner kroner samt private udgifter skjult i boligforeningens byggeregnskaber for en million kroner.

Bünyamin Simsek (V) er som rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune ansvarlig for tilsynet med de almene boligforeninger. Han er alarmeret over indholdet i advokatundersøgelsen.

– Jeg er simpelthen rystet over, hvad vi har fundet i Østjysk Bolig. Vi taler om en organisation, der ikke kun skal tage vare på kommunens tilskud til almene boliger, men som også skal forvalte lejernes huslejer bedst muligt. Jeg vil rose vores tilsyn for, at det rykkede hurtigt, da det sidste år modtog en meddelelse fra en anonym whistleblower, så vi nu kan overdrage et omfattende materiale til politiet, siger han.

Kan ramme større leverandør

Sidst, men slet ikke mindst, har advokaterne også fundet mistænkelige indbetalinger fra en storleverandør på 7,4 millioner kroner i regnskaberne. De penge er sandsynligvis gået til at balancere diverse konti i Østjysk Bolig, der var benyttet til at dække private udgifter.

Hvilken leverandør, der er tale om, fremgår ikke af advokatundersøgelsen. Men det dokumenteres i undersøglesen, at der har været upassende relationer på spil mellem virksomheden og boligselskabet.

Ved siden af den rent forretningsmæssige relation har der nemlig været en tæt personlig relation mellem de implicerede personer hos henholdsvis Østjysk Bolig og leverandøren.

De pågældende personer har eksempelvis sammen deltaget i rejser og ophold i Danmark og i udlandet, ligesom de alle har været medlemmer af og deltaget i “netværk” og relaterede arrange-menter.

Dagens Byggeri følger sagens udvikling.

Relateret indhold