Ukendt uddannelse har stort energipotentiale

Uddannelsen som energiteknolog er det ikke alle virksomheder, der kender til, og det er ærgerligt, mener nyuddannet energiteknolog, der gerne vil agere bindeled mellem arkitekter og ingeniører.
Uddannelsen som energiteknolog giver viden om energioptimering af for eksempel klima- og varmepumpeanlæg. Foto: Erhvervsakademi Dania.
Uddannelsen som energiteknolog giver viden om energioptimering af for eksempel klima- og varmepumpeanlæg. Foto: Erhvervsakademi Dania.

Uddannelsen som energiteknolog er stadig forholdsvis ny. Uddannelsen på Erhvervsakademi Dania startede i 2010, og et manglende kendskab til uddannelsen besværliggør derfor stadigvæk jobsøgningen for de nyuddannede.

Det oplever 27-årige Andreas Schrøder Kristiansen, der oprindeligt er VVS-uddannet og nu er dimitteret fra energiteknologuddannelsen i Hadsten.

Han skrev sammen med en medstuderende eksamensprojekt om energioptimering af et industrielt vaskeanlæg, hvor de fandt en løsningsmulighed, der kunne reducere virksomhedens energiudledning med 37 procent.

– Det var klart energidelen, der tændte mig mest ved uddannelsen. Det er fedt at finde ud af, at en virksomhed kan opnå en energibesparelse på 37 procent. Det er jo kæmpestore energimængder, siger Andreas Schrøder Kristiansen, der fik et 12-tal for projektet, som den pågældende virksomhed og Dong blandt andet har taget til sig efterfølgende.

Manglende kendskab

En stor del af arbejdet som energiteknolog består af kortlægning. Det kan for eksempel være undersøgelser af, hvor energimængder i en virksomhed forsvinder hen. På den baggrund udarbejder energiteknologen løsningsmuligheder for at finde ud af, hvor man kan sætte ind for at energioptimere.

Andreas Schrøder Kristiansen leder i øjeblikket efter det rigtige arbejde, men møder i sin jobsøgning en barriere, fordi virksomhederne ofte ikke kender til hans uddannelse.

– Derfor er vi jo nødt til at gøre lidt opmærksom på os selv. Der bliver næsten altid søgt en energiingeniør, VVS-ingeniør eller elinstallatør, men ofte er det en forståelse for bygningen, og hvordan man reducerer energiforbruget, der efterspørges, og det ved vi jo en masse om, siger han.

Ifølge Andreas Schrøder Kristiansen er uddannelsen et godt udgangspunkt for at forstå både de konstruktionsmæssige og de tekniske dele af et byggeri.

– Jeg synes, uddannelsen er et vildt godt bindeled mellem forskellige uddannelser, for eksempel arkitekter og ingeniører, siger han.

Uddannelsens mål er at give de studerende en viden om energioptimering i for eksempel klimaanlæg, luftvarme og varmepumpeanlæg samt et overblik over fagområder inden for VVS, el og byggeteknik. Ifølge institutionen selv åbner uddannelsen muligheder for jobs som eksempelvis projektleder, energiingeniør, energirådgiver eller salgsingeniør.

Stor klimainteresse

Efter arbejdet med virksomheden, hvor han var med til at finde en måde at reducere energiforbruget væsentligt på, håber Andreas Schrøder Kristiansen i fremtiden også på at få et job, hvor han kan bidrage til at nedsætte virksomheders energiforbrug.

– Drømmescenariet er helt sikkert at udnytte uddannelsen som energiteknolog og for eksempel blive energikonsulent, hvor man bruger tid ude hos kunden og ikke bare sidder hver dag og glor ned i et skrivebord. Der er så mange steder i industrien, hvor man kan gå ind og optimere, og det tror jeg, at jeg kan bidrage med, siger Andreas Schrøder Kristiansen.

Relateret indhold