Om projektet
- Start/slut: Juni 2019/december 2022
- Areal: 25.000 kvm
- Budget: 230 millioner kroner
- Bygherre: Ikano Bolig A/S
- Arkitekt, ingeniør og totalentreprenør: HHM A/S
Det summer af byggeaktivitet i hele Storkøbenhavn og Greve er ingen undtagelse.
Her har bygherren Ikano Bolig A/S, der udspringer af Ikea og ejes af familien Kamprad, taget første spadestik på 230 boliger i form af rækkehuse, som forventes udført i 7 etaper med løbende aflevering i år og de kommende år.
Husene opføres i et og to plan med boligstørrelser fra 90 til125 kvadratmeter. Hele bebyggelsen udføres i røde tegl på både tag og facade, men der anvendes forskellige sten for at skabe variation i bebyggelsen. Til alle boligerne opføres skur samt carport i stålkonstruktion. Et af nøgleordene for bebyggelsen er fællesskabet, hvilket kommer til udtryk både i de fælles udearealer og et bydelshus til området.
Gæt et møbel
At Ikano Bolig er en del af Ikea-familien kommer især til udtryk i boligindretningen. Her er der tænkt “kubiksmart”, hvor alle overflader indtænkes med henblik på optimal indretning af boligen – blandt andet via indbyggede køkkenskabe. Ikea leverer selvfølgelig inventaret.
HHM A/S udfører byggearbejdet som totalentreprenør og får med dette byggeri alle deres kompetencer i spil. De står således både for projekteringen af boligerne og udfører en stor del af byggearbejdet med egne folk.
Byggefakta A/S leverer hver uge “Ugens Projekt” til Dagens Byggeri. Projektet er hentet fra Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark større end opførelse af enfamilies boliger.
Byggefakta overvåger den danske bygge- og anlægsbranche og er den førende leverandør af information om byggeprojekter til byggeriets parter.