Ugens projekt: Havneboliger i Holbæk

34 nye boliger på havnen med udsigt over fjord og by.
Visualisering: Kullegaard A/S.
Visualisering: Kullegaard A/S.

Om projektet

  • Start/slut: December 2019/maj 2021
  • Areal: 3.400 kvm.
  • Budget: 50 mio. kr.
  • Bygherre: Holbæk Fjord Ejendomme A/S
  • Arkitekt: Kullegaard A/S
  • Ingeniør: Henry Jensen A/S. Rådgivende Ingeniører F.R.I.
  • Totalentreprenør: 5E Byg A/S

På havnen i Holbæk opfører Holbæk Fjord Ejendomme A/S 34 boliger. Projektet har fået navnet Vestbryggen og får selskab af et tilsvarende boligbyggeri på arealet, der går under navnet Østbryggen.

Den nye bebyggelse opføres i fem etager vinkelret på kajkanten med store altaner på begge sider. Bygningen udføres i traditionelle materialer med facade i tegl. Der har i udviklingen af projektet været fokus på udnyttelse af dagslyset via store vinduespartier, som sammen med altanerne gør at flere lejligheder har udsigt til alle sider.

En fælles taghave etableres ovenpå parkeringsarealet, og langs med facaderne mod have arealet anlægges private terrasser. De 34 lejligheder bliver med henholdsvis to og fire værelser og udgør samlet ca. 3.400 kvadratmeter.

Arkitektfirmaet Kullegaard, der selv holder til lidt længere nede af kajen, har været med i udviklingen af projektet. De varetager arkitektrådgivningen for både bygninger og landskab mens Henry Jensen varetager ingeniørrådgivningen. 5E Byg har som totalentreprenør ansvaret for opførelsen af byggeriet. Både rådgivere og entreprenør er ligeledes tilknyttet Østbryggen, der opføres sideløbende.

5E Byg har netop taget første spadestik og boligerne forventes klar til indflytning til maj 2021.

Byggefakta A/S leverer hver uge “Ugens Projekt” til Dagens Byggeri. Projektet er hentet fra Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark større end opførelse af enfamilies boliger.

Byggefakta overvåger den danske bygge- og anlægsbranche og er den førende leverandør af information om byggeprojekter til byggeriets parter.

Relateret indhold