Ugens projekt: 24 nye ungdomsboliger i Vanløse

Der tages snart første spadestik til nye ungdomsboliger på A.F. Beyers Vej.
Visualisering: JJW Arkitekter A/S.
Visualisering: JJW Arkitekter A/S.

Om projektet

  • Start/slut: Januar 2021/februar 2022
  • Areal: 824 kvm.
  • Budget: Estimeret 12 mio. kr.
  • Bygherre: Ejendomsselskabet A.F. Beyers Vej 25 ApS
  • Arkitekt: JJW Arkitekter A/S
  • Ingeniør: Ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S
  • Totalentreprenør: Vognsen & Co A/S

Der er fuld fart på byggeriet af nye ungdomsboliger i København, men hvert år flytter tusindvis af unge til kommunen og behovet er derfor stadig stort. Snart tages der første spadestik til 24 nye af slagsen.

De nye boliger opføres på A.F. Beyers Vej 25 i Vanløse tæt på grænsen til Frederiksberg, hvor flere store uddannelsesinstitutioner har hjemme. Bygningen opføres i forlængelse af den eksisterende karréstruktur og følger takten fra de nuværende bygninger i både højde og materialevalg.

Bygningen opføres i fire etager med saddeltag, hvor den øverste etage delvist går ind i tagkonstruktionen. Det samlede areal over terræn er 681 kvadratmeter. Dertil etableres kælder på 143 kvadratmeter. Bygningen udføres som elementbyggeri med tag og facader i tegl. De 24 ungdomsboliger får eget køkken, bad og depotrum. Derudover vil der være fælles opholdsrum og vaskeri samt en grøn gårdhave.

Visualisering: JJW Arkitekter A/S.
Visualisering: JJW Arkitekter A/S.

Projektet er udviklet af Protica Invest A/S via Ejendomsselskabet A.F. Beyers Vej 25 ApS. Efter opførelsen overdrages ejendommen til investorerne i Protica Ungdomsbolig Invest København A/S. Vognsen & Co A/S er står som totalentreprenør for opførelsen af byggeriet. Og det er ikke første gang de to firmaer danner makkerpar, da de allerede samarbejder om flere boligprojekter i Københavnsområdet. På rådgiversiden deltager JJW Arkitekter A/S og Ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S.

Grunden er ryddet og byggeriet afventer nu kun de sidste tilladelser før arbejdet kan gå i gang. De første beboere forventes at kunne flytte ind i begyndelsen af 2022.

Byggefakta A/S leverer hver uge “Ugens Projekt” til Dagens Byggeri. Projektet er hentet fra Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark større end opførelse af enfamilies boliger.

Byggefakta overvåger den danske bygge- og anlægsbranche og er den førende leverandør af information om byggeprojekter til byggeriets parter.

Relateret indhold