Ugens projekt: 222 boliger i Ørestad

19.000 kvadratmeter boliger og institution på vej.
Visualisering: Cobe A/S.
Visualisering: Cobe A/S.

Om projektet

  • Start/slut: Juni 2019/juni 2021
  • Areal: 19.000 kvm.
  • Budget: 325 mio. kr.
  • Bygherre: AP Ejendomme A/S
  • Arkitekt: Cobe A/S
  • Ingeniør: Ingeniør’ne A/S
  • Totalentreprenør: 5E Byg

I Ørestaden skyder 19.000 kvadratmeter nybyggeri op på Ørestads Boulevard. Hovedparten af det nye byggeri skal være boliger, men der er også gjort plads til udadvendte funktioner i stueetagen og en ny daginstitution.

Projektet er udviklet af AP Pension i samarbejde med boligselskabet fsb. AP Pension er bygherre for byggeriets 174 private boliger, mens de fungerer som delegeret bygherre for de 48 almene boliger til fsb.

Ud over boligerne er der gjort plads til ca. 500 kvadratmeter erhvervslejemål i stueetagen mod Ørestads Boulevard. Lejemålene er tiltænkt åbne funktioner som serviceerhverv, cafe og restaurant.

Yderligere opføres der en daginstitution på 2.000 kvadratmeter. Projektet rummer en del mindre boliger, som der er stor efterspørgsel på i København. Blandt andet derfor, er der frem for store private altaner for den enkelte beboer fokuseret på at gøre mellemrummene attraktive. Der er i bygningerne lavet store udskæringer, hvor der ved hjælp af indskudte dæk skabes attraktive uderum, der indbyder til fælles ophold og aktivitet.

Bygningens facade bliver beklædt med et grid i hvid fiberbeton, der er med til at skabe en sammenhæng imellem de enkelte bygninger. Inden for griddet placeres vinduer og facadeplader, der alle udføres i aluminium. Facaden begrønnes ved opholdsarealer, i form af plantekasser med buske og wiresystemer til klatreplanter. Grønne opholdsarealer findes i flere niveauer i projektet – fra gårdrummet imellem bygningerne, til de sociale fællesrum og taghaverne.

5E Byg står for opførelsen af byggeriet som totalentreprenør. De har på rådgiversiden allieret sig med arkitektfirmaet COBE og rådgivende ingeniører fra Ingeniør’ne.

Byggefakta A/S leverer hver uge “Ugens Projekt” til Dagens Byggeri. Projektet er hentet fra Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark større end opførelse af enfamilies boliger.

Byggefakta overvåger den danske bygge- og anlægsbranche og er den førende leverandør af information om byggeprojekter til byggeriets parter.

Relateret indhold