Udtjente Søllerød-vinduer forvandles til nye Ikea-møbler

98 % af ruderne i de 1.400 gamle vinduer fra boligforeningen Egevang Nord i Søllerød er blevet omdannet til bl.a. tyske vinflasker. Vinduesrammerne er blevet til spånplader - og bænke i boligforeningen.
De gamle vinduer, som Jesper Olander Krogh Nielsen (tv.) og Tobias Kuntze fra Heto her bærer ud fra Egevang Nord i Søllerød, bliver omdannet til nye, brugbare produkter som spånplader og vinflasker. Foto: Heto
De gamle vinduer, som Jesper Olander Krogh Nielsen (tv.) og Tobias Kuntze fra Heto her bærer ud fra Egevang Nord i Søllerød, bliver omdannet til nye, brugbare produkter som spånplader og vinflasker. Foto: Heto

I et pilotprojekt i Søllerød er Boligkontoret Danmarks afdelingskontor gået sammen med entreprenøren Heto om at upcycle de 1.400 gamle vinduer, der er pillet ud i forbindelse med en renovering i Søllerød almene Boligselskabs afdeling Egevang Nord.

Projektet er blevet lidt af en øjenåbner for driftschef Lars Sørensen, der i første omgang så muligheder i de udtjente vinduers trærammer:

– De trærammer må da kunne bruges til noget, træet er helt fint. Det skal da ikke bare gå til spilde, var Lars Sørensens første tanke, da han lod blikket glide over de mange vinduer, der stod til udskiftning.

Samme tanke havde tømrermester og direktør Brian Hovmand fra entreprenørfirmaet Heto, der har haft totalentreprisen på projektet. Sammen med kollegaer i firmaet gav han sig til at undersøge mulighederne og vendte tilbage med en løsning, der overraskede Lars Sørensen.

Det viste sig, at man kunne genanvende 98 % af vinduerne. Det eneste, der ikke kunne genanvendes, var fugerne i vinduesrammerne.

– Det var en overraskelse, at det kunne blive til så meget, siger Lars Sørensen.

Fra vinduesrammer til bænke

Norrecco, der beskæftiger sig med at behandle jord og bygge- og anlægsaffald, har i samarbejde med Heto stået for sortering, kvalitetssikring og sporbarhed, og har siden fungeret som bindeled mellem entreprenøren og de virksomheder, der aftager materialerne.

– Når det er konstateret, at der ikke er gift i materialerne, f.eks. PCB eller bly, og at det dermed kan genbruges, deler Norrecco materialerne – i dette tilfælde i glas og træ, forklarer Brian Hovmand.

Boligforeningens beboere har ud over nye vinduer i deres lejligheder også fået bænke produceret af træ fra deres gamle vinduer. Foto: Helene Hallager
Boligforeningens beboere har ud over nye vinduer i deres lejligheder også fået bænke produceret af træ fra deres gamle vinduer. Foto: Helene Hallager

Glasset fra Søllerød-vinduerne bliver sendt til WPT, et firma, der laver det til ny emballage og flasker. Noget af glasset fra Egevang Nord er endt som flasker med tysk vin i, mens trærammerne bliver sendt til Kronospan, der omdanner træet til spånplader og andet plademateriale, der bruges til køkkener og i møbelindustrien; f.eks. Ikea.

De helt specifikke træplader fra Søllerød er i samarbejde med en designer blevet omdannet til 10 bænke.

– Det er sjovt at se det nye produkt få form, og det fungerer virkelig godt at kunne vise det konkrete produkt til f.eks. byggeudvalget. At processen rent faktisk giver mening, siger Brian Hovmand og tilføjer:

– Byggebranchen har traditionelt sat nogle store klimamæssige aftryk, det både vil og kan vi være med til at ændre. Og det kræver, at alle fra byggeudvalg til håndværker kan se værdien i at genanvende dele fra byggeriet.

Heto vil fremadrettet bruge erfaringerne fra Egevang Nord til en kommende renovering i blandt andet i Nærumhuse, en anden afdeling i Søllerød almene Boligselskab, hvor både døre og vinduer skal udskiftes.

Relateret indhold