Udskældt bygherre politianmeldt for ulovlig støj

Efter en overskridelse af støjreglerne er Thomas Lund Hansen og hans byggeri i Kongensgade i Odense blevet politianmeldt af kommunen.
En Aarhus-entreprenør, som bygger i Odense, har svært ved at overholde reglerne for støj på byggepladsen. Det har nu fået kommunen til at politianmelde virksomheden. Foto: Colurbox.
En Aarhus-entreprenør, som bygger i Odense, har svært ved at overholde reglerne for støj på byggepladsen. Det har nu fået kommunen til at politianmelde virksomheden. Foto: Colurbox.

Efter en række virkningsløse løftede pegefingre og indskærpelser om at overholde støjreglerne, har By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune valgt at politianmelde byggeentrepenøren Thomas Lund Hansens firma Kongensgaard ApS. Det skriver fyns.dk.

Det sker, fordi kommunen mener, der flere gange er blevet støjet uden for de tilladte tidspunkter ved et igangværende byggeri i Kongensgade i centrum af Odense. Ifølge avisens oplysninger er politianmeldelsen sket fredag i sidste uge.

I en mail til avisen bekræfter Christopher Mammen Rau, der er kontorchef i Industri- og Klima hos Odense Kommune, at Fyns Politi nu drages ind i sagen, fordi uvarslede tilsyn flere gange har afsløret, at der bliver støjet uden for de tilladte tidspunkter, som er fra klokken 7 til klokken 18 på hverdage.

– Vi har ved uvarslet tilsyn konstateret, at endnu en overskridelse af forskriften har fundet sted, hvorfor vi har fundet grundlag for at indgive en politianmeldelse, skriver kontorchefen.

Dagens Byggeri har efter publikationen af denne historie været i kontakt med Thomas Lund Hansen, der ejer selskabet Kongensgaard ApS.

Han forklarer, at han ikke har fået en anmeldelse af nogen art. Hverken fra kommunen eller anden side.

– Byggesagschef Brian Bundsgaard fra Odense Kommune oplyser, at han ikke har anmeldt forholdene til politiet. Så jeg ved ret beset ikke, hvad det handler om endnu, siger han til Dagens Byggeri.

Relateret indhold