Tysk modulproducent vil til Danmark

Den tyske modulproducent Cadolto deltager på Architect at Work-messen i København. Målet er at knytte arkitektkontakter, der kan resultere i hospitalsopgaver.
Jeannette Daschner, der er ansvarlig for marketing, og Axel Brand, international salgschef, er rejst til København fra Sydtyskland for at bringe Cadolto tættere på de danske hospitalsprojekter. Foto: Kristian Troelsen.
Jeannette Daschner, der er ansvarlig for marketing, og Axel Brand, international salgschef, er rejst til København fra Sydtyskland for at bringe Cadolto tættere på de danske hospitalsprojekter. Foto: Kristian Troelsen.

Cadoltos internationale salgschef Axel Brand lægger ikke skjul på, hvorfor virksomheden er at finde på Architect@Work-messen i København, der ligger små tusinde kilometer fra virksomhedens hovedkvarter i Sydtyskland.

– Vi har hospitalsprojekter i Norge og Finland, men ikke i Danmark, og det vil vi gerne ændre på. Danmark investerer kraftigt i sygehusbyggeri, og vi mener, at vi har noget at byde ind med, siger Axel Brand.

Vi har hospitalsprojekter i Norge, Sverige og Finland, men ikke i Danmark, og det vil vi gerne ændre på.

Axel Brand International salgschef, Cadolto.

Tysk ingeniørkunst

Virksomheden producerer moduler til hospitals- og pharmabranchen og har foruden masser af hospitalsbyggerier i Tyskland og Frankrig også leveret færdigelementer til blandt andet storprojektet Nye Kirkenes Sykehus i Norge. Virksomheden har ikke afdelinger i nogen af de skandinaviske lande, men knytter i stedet kontakter til lokale arkitekter og har stor tiltro til, at virksomhedens produkter kan leve op til de høje kvalitetskrav i Norden.

– Der ligger tysk ingeniørkunst bag vores produkter, og vi opererer med høj kvalitet. Når folk ser, hvad vi kan, oplever vi, at de er meget interesseret i at finde ud af mere om os, og det er det, der er vores mål med at deltage på messen her i Danmark. Vi vil gerne i kontakt med blandt andet arkitekter, der kan bringe os tættere på det danske marked for hospitalsbyggeri, siger Axel Brand.

Cadolto Fertiggebäude har to fabrikker i Tyskland og fremhæver selv fuldkommen frihed til arkitekten som en af fordelene ved den teknologi, virksomheden benytter til at fremstille sine moduler.

Relateret indhold