Om projektet:
- Størrelse: 800 kvm
- Bygherre: Realdania By & Byg
- Arkitekt: Dorte Mandrup
- Hovedentreprenør: KJ Greenland
- Budget: 108.000.000 kr.
Når det kommer til brug af træ i byggeriet, er mulighederne mange, og egenskaberne, udtrykket og kvaliteten varierer meget træsorterne imellem.
Til det nye Ilulissat Isfjordscenter i det grønlandske naturområdet i Diskobugten har særligt klimaet spillet en afgørende rolle i valget af de 570 meter accoya-træ til facaden.Det forklarer Kasper Pilemand, der er partner og seniorarkitekt hos tegnestuen Dorte Mandrup, som har tegnet Isfjordscenteret:
Læs også: Plan for ‘Porten til Europa’ skal sikre grøn omstilling og arbejdskraft
– I Nuuk, der ligger noget sydligere end Ilulissat, har de på grund af det varmere klima ofte problemer med mikroorganismer som skimmel i de traditionelle farverige træhuse. Det er endnu ikke et problem oppe i Diskobugten, men på grund af de hastige klimaforandringer er det et parameter, som vi har været nødt til at tage højde for i vores valg af materialer. Derfor er vi også gået med Accoya-træ til facaden, da det er et bæredygtigt organisk materiale, som samtidig giver det ønskede arkitektoniske udtryk.
Matcher arkitektoniske visioner og bevarer sin form
At valget til centerets facade lige skulle blive Accoya, er ingen tilfældighed. Accoya er nemlig gennemtestet til udendørs brug og pryder blandt andet også facaden på Royal Arena i København og Erlev Skole i Sønderjylland, der er opført i træ.
Accoya er modificeret Radiata Pine (fyrretræ) og resultatet af 75 års forskning og udvikling. Træet har gennemgået en acetylering, som er en vacuumimprægnering med eddikesyre, hvilket øger dets modstandsdygtighed væsentligt over for råd og svamp – og uden brug af kemikalier. Accoya modificeret gennem hele tværsnittet og ikke kun på overfladen, hvilket giver en stabilitet og modstandsdygtighed, der overgår flere af de bedste tropiske hårde træsorter.
Med Klasse 1-holdbarhed holder Accoya 50 år over jorden og 25 år i jord og kan altså både modstå det voldsomme arktiske vintervejr og er modstandsdygtig over for forekomsten af mikroorganismer. Således matcher materialet ikke kun de arkitektoniske visioner for Isfjordscenteret, men har samtidig også de gode forudsætninger for at bevare sin form i det arktiske klima grundet træets øgede dimensionsstabilitet – til trods for, at træet er leveret i længder på op til otte meter.
Så meget træ som muligt
Ifølge Kasper Pilemand har man i den arkitektoniske formgivning af oplevelsescenteret så vidt muligt forsøgt at respektere naturen – både i området og globalt:
– Hele projektet er født ud fra idéen om at bygge så meget i træ som muligt, og derfor betød det også meget, at facaden blev i træ. Det er et bæredygtigt organisk materiale, der bidrager til reduceret CO2-udledning og fletter naturligt ind i omgivelserne. Vi har i den forbindelse arbejdet ud fra billedet om en sneugles flugt gennem landskabet, og selve bygningsstrukturen følger således terrænet som et stort vingefang, fortæller han og fortsætter:
Læs også: Modsat effekt: Hjemmets ventilationsanlæg kan skade helbredet
– Centeret er designet i krydsfeltet mellem den voldsomme natur, moderne arkitektur og den kulturelle Inuit-tradition. Her har vi særligt været inspireret af Inuit-byggetraditionen med bærende elementer som sten, tørv, dyreskind, knogler og drivtømmer. Byggestilen i Isfjordscenteret er således rå og minder om et skelet af en strandet hval, siger han.
Byggeriet af Ilulissat Isfjordscenteret i naturområdet i Diskobugten, der figurerer på UNESCO’s verdensarvsliste, blev påbegyndt i foråret 2019 og afleveret i sommeren 2021.