Tømrermester lærer embedsmænd om administrative byrder

For at kunne lette administrative byrder skal man kende dem. SMV'erne kæmper med bøvlet i det daglige - og en af dem har netop haft chancen for at vise problemerne frem.
Tømrermester Thomas Fagerberg er et af de medlemmer hos Dansk Håndværk der driver en vaskeægte mikrovirksomhed. Han vil, som de fleste andre håndværksmestre, hellere bruge tiden ude hos kunderne end ved skrivebordet. Pressefoto.
Tømrermester Thomas Fagerberg er et af de medlemmer hos Dansk Håndværk der driver en vaskeægte mikrovirksomhed. Han vil, som de fleste andre håndværksmestre, hellere bruge tiden ude hos kunderne end ved skrivebordet. Pressefoto.

– Der kan være rigtig langt fra embedsmændenes skrivebordsstole og ud i virksomhederne. Derfor synes vi, et virksomhedsbesøg er en rigtig god måde at få identificeret konkrete byrder, som kan lette papirarbejdet for en virksomhed, siger Lars Magnus Christensen, cheføkonom og byrdejæger i SMVdanmark.

Virksomhedsforum for enklere regler, der skal bekæmpe administrative byrder har ind til sommerferien i år særligt fokus på at bekæmpe bøvl og byrder for mikrovirksomheder.

Tømrermester slog dørene op

Og fordi SMVdanmark sidder i forummet, fik de lov til sammen med to embedsfolk fra Erhvervsstyrelsen at besøge tømrermester Thomas Fagerberg, som er medlem af Dansk Håndværk, der også arbejder for at gøre bøvlet lettere.

Thomas Fagerberg driver en vaskeægte mikrovirksomhed, som udover ham selv består af en svend og en lærling.

Formålet med virksomhedsbesøget var at få sat fokus på nogle af de udfordringer, Thomas sidder med som virksomhedsejer. Som for eksempel når han modtager uforståelig information fra det offentlige, skal indberette for at få refusion for en syg medarbejder, finde skattekort til en medarbejder og meget mere.

– Virksomhedsbesøget er guld værd, for vi kommer helt tæt på de arbejdsgange virksomheden har i forhold til administration, og hvor problemerne opstår, når virksomheden er i kontakt med eller indberetter til det offentlige, forklarer Lars Magnus Christensen.

Relateret indhold