Herning SKY bliver alt andet end firkantet og ordinær. De to ellipseformede bygninger vil rejse sig 53 meter over terrænet. Dermed bliver de to tårne Hernings og et af Midtjyllands højeste boligbyggerier. Med sine 15 etager og facadernes ikoniske udtryk bliver byggeriet et markant element i byens skyline.
Helt tæt på natur og by
Herning SKY opføres med det grønne område Knudmosen som absolut nærmeste nabo i den attraktive bydel Herning Syd. Bygherre er selskabet Bo Godt Midtjylland med projektudvikler Benny Christensen i spidsen. Arkitektfirmaet arkitec har tegnet de to ellipseformede, let forskudte tårne, hvor sammenspillet mellem de lyse, vandrette altanlinjer og de lodrette kobberfarvede bygningskroppe skaber spil og liv.
Udsigt til høj kvalitet
Byggeriet får 72 eksklusive boliger, der alle har store terrasselignende altaner, som vender mod mere end ét verdenshjørne og giver beboerne udsigt over natur og by. Boligerne er på mellem 118 og 173 kvadratmeter, mens de to penthouse-boliger byder på 207 kvadratmeter veldisponeret boligareal med 360 graders panoramaudsigt og 192 kvadratmeter tagterrasse hele vejen rundt.
Kom indenfor i prøvebolig
Allerede nu kan interesserede boligkøbere få et kig indenfor i Herning SKY, da der er opført en komplet prøvebolig på grunden, hvor byggeriet om kort tid vil skyde i vejret. I prøveboligen kan man komme ud på altanen, stå i køkkenet og sidde i stuen for at få et realistisk indtryk af de kommende boligers indretning, muligheder og fantastiske udsigt.
Attraktive boliger
Hos Bo Godt Midtjylland forventer projektudvikler Benny Christensen, at Herning SKY vil være attraktiv for boligkøbere langt uden for området:
– Om få år står eksempelvis det nye storsygehus i Gødstrup klart, og her vil Herning SKY være både centralt beliggende og byde på spændende boliger for de kommende medarbejdere.