Techen: Skriftlig aftale er ikke en aftale

Formanden for Dansk Håndværk, Niels Techen, mener, at forbrugerbeskyttelsen er gået for vidt, når en bygherre kan løbe fra skriftlig aftale om voldgift med henvisning til, at han er privat og ikke professionel.
Niels Techen mener, at forbrugerbeskyttelsen er gået for vidt, når en bygherre kan løbe fra en skriftlig aftale, fordi han er privat.
Niels Techen mener, at forbrugerbeskyttelsen er gået for vidt, når en bygherre kan løbe fra en skriftlig aftale, fordi han er privat.

– Forbrugerbeskyttelsen er gået for vidt, når en skriftlig aftale ikke længere er en aftale…

Det siger formanden for Dansk Håndværk, Niels Techen, til Dagens Byggeri, efter at han selv for nylig i hans egen håndværksvirksomhed har oplevet, at en kunde – trods professionel rådgiver – med et større boligbyggeri, kunne løbe fra den indgåede kontrakt.

– Vi fik i forbindelse med et projekt for en privat bygherre, hvor der var både rådgivere og arkitekter involveret, udarbejdet en kontrakt, hvor vi fik præciseret spillereglerne i byggeriet – AB92 – og specifikt indgik det i kontrakten, at Voldgiftnævnet skulle afgøre eventuelle tvister. Da vi under forløbet blev uenige om nogle ting, viste det sig, at den skriftlige aftale ikke er gældende, fordi kunden som privat forbruger ikke er bundet til en skriftlig aftale i forbindelse med eventuelle tvister, forklarer Niels Techen.

Stort millionprojekt

Det samlede projekt løb op i størrelsesordenen 15-16 millioner kroner med rådgivere, projektledere og arkitekt ind over, så man måtte formode, at den professionelle del var i orden:

– Det her er jo ikke en almindelig forbrugersag om et gulv, der skal lægges hos fru Hansen. Netop derfor indgik vi den nævnte kontrakt, som begge parter underskrev. Rådgiveren var stærkt forundret over, at bygherren ikke ville respektere kontraktens ordlyd, hvorefter bygherren fyrede rådgiveren og selv overtog byggeledelsen. Sagen betyder, at i stedet for Voldgiftsnævnet, der er vant til at håndtere sager af den kompleksitet, som er i byggeriet, skal det nu af gøres af en dommer i Byretten, der som udgangspunkt ikke har det store kendskab til de faglige problemer i forbindelse med et byggeri, fortsætter Dansk Håndværks formand.

Kan ikke lade stå til

Tvisten drejer sig om en række aftalesedler på ret store beløb, hvor kunden mener, at opgaverne var indeholdt i projektet, mens entreprenøren havde en anden opfattelse:

– Jeg havde ikke lyst til, at vi skulle bygge byggeriet færdigt, uden at vi løbende fik afklarer de nævnte problemstillinger. Vi er som virksomhed ikke så økonomisk solidt, at vi bare kan lade stå til. Vi stod nu tilbage med en privat bygherre, der selv forestod byggeledelsen og ikke så nogen interesse i at gøre byggeriet færdigt til tiden. Så kunne vi nemlig ifølge kontrakten idømmes dagbøder på 10.000 kroner for eventuelle forsinkelser, forklarer Niels Techen.

Tager overhånd

Han mener på den baggrund, at det danske samfund har udviklet sig med så stor en grad af forbrugerbeskyttelse, at vi ikke længere kan regne med skriftlige aftaler:

– Det har taget overhånd, og vi har bevæget os ud på et skråplan. Det skaber en falsk tryghed, der for de mange små og mellemstore håndværkervirksomheder øger risikoen for tab. En durkdreven privatforbruger, der har sat sig ind i spillereglerne, kan udnytte dem til egen vinding og sætte virksomhederne i klemme. Bygherren kan selv forsinke projektet ved sent i byggeprocessen eksempelvis at bestille specielle fliser, som der er lang leveringstid på. Det samme kan ske for andre byggematerialer og uafklarede forhold…

Ansvarsplacering

Niels Techen peger på, at det er politikernes og embedsmændenes ansvar at lave nogle regler “i helheder”:

– Jeg har fuld forståelse for nødvendigheden af forbrugerbeskyttelse, når vi taler om en privat forbruger, der får lagt et gulv. Så skal en eventuel tvist ikke fordyres af et komplekst og omfattende Voldgiftsnævn. Men ikke ved store projekter, hvor en forbruger kan udnytte lovene til egen vinding. Det er en uholdbar situation, og man er nødt til fra politisk hold at se på det regelsæt – AB92 contra AB Forbruger – og se på de særregler, der eksisterer omkring eksempelvis voldgift. Er projektet over en vis størrelse, og der er en professionel rådgiver ind over, må en skriftlig aftale være gældende. Det må være udgangspunktet, hvis vi skal opretholde en høj grad af troværdighed i det danske samfund, slutter Dansk Håndværks Formand Niels Techen.

Relateret indhold