Tagpap går den miljøvenlige vej

De senere år har flere miljørigtige tagpapprodukter fundet vej til det danske marked - senest en tagpap fremstillet af bæredygtige genbrugsmaterialer og fyrrenåleolie
Katepal Green-tagmaterialer fremstilles på den finske tagfabrik, der blev grundlagt i 1949 i Lempäälä.
Katepal Green-tagmaterialer fremstilles på den finske tagfabrik, der blev grundlagt i 1949 i Lempäälä.

Sjældent indgår ‘tagpap’ og ‘miljøvenlig’ i samme sætning, men måske er det noget, vi skal begynde at vænne os til.

De senere år har flere miljørigtige tagpapprodukter nemlig fundet vej til det danske marked. Det fortæller forhandler af tagpap Martin Nielsen fra Mijama A/S til Dagens Byggeri:

– Alle tagpapproducenter er meget opmærksom på udviklingen af miljørigtige produkter. Især i Danmark ser vi flere DGNB-byggerier, så det er den vej, efterspørgslen går, og det skaber indirekte krav fra branchen til producenterne.

Seneste skud på stammen er Katepal Green fra Katepal Oy – en tagpap af gummi og bitumen, og som er fremstillet af bæredygtige genbrugsmaterialer.

Så effektiv og miljøvenlig som muligt

Med Katepal Green tagpap erstattes en del af bitumen, fremstillet af fossile materialer, med fyrrenåleolie.

– Ydermere er der anvendt genbrugte PET-flasker til det forstærkende lag i tagpappen, siger Lasse Rajala, produktchef hos Katepal Oy, der årligt eksporterer ca. 6 mio. kvadratmeter til Danmark, Sverige og Norge.

Virksomhedens udfordringer i udviklingen af Katepal Green-serien, som begyndte i 2019, bestod i at finde egnede biobaserede råmaterialer og leveringsmetoder. Bitumen leveres typisk til fabrikken i varm tilstand og i store tankvogne. Mængden af Katepal Green-tagmateriale har været mindre under produktudviklingsfasen, hvorfor der kun er blevet brugt én tønde fyrrenåleolie ad gangen.

– Vi har bygget en opvarmet beholder, som kan modtage en tankfuld fyrrenåleolie. På denne måde har vi allerede forberedt os på stigningen i efterspørgslen efter Katepal Green-produkterne – vores produktion er så effektiv og miljøvenlig som muligt, siger Lasse Rajala, produktchef hos Katepal.

De første produkter af Katepal Green-serien er Katepal Green K-MS 170/4000 SBS underpap samt Katepal Green K-PS 170/5000 SBS overpap.

Stadig flest ikke-miljørigtige alternativer

Til Dagens Byggeri fortæller Martin Nielsen fra Mijama A/S, der er forhandler af Katepals produkter i Danmark, at produktet er unikt:

– Der findes andre miljørigtige produkter, som også er fremstillet af genbrugsmaterialer, og vi har også flere i vores sortiment. Men mig bekendt er der ikke andre produkter som dette, 1:1, siger han og tilføjer, at produktet blot er marginalt dyrere ift. traditionelle, ikke-miljøvenlige alternativer:

– Der er ikke de store meromkostninger i at producere bæredygtige produkter, men mængden afgør prisen. Og selvom interessen og efterspørgslen for bæredygtighed og brug af genbrugsmaterialer er stigende, er størstedelen af tagpapprodukterne stadig ikke miljørigtige. Derfor er den producerede mængde af miljørigtige produkter endnu ikke på højde med de ikke-miljørigtige, og derfor er prisen lidt højere.

Relateret indhold