Siden 1988 har asbest været forbudt at anvende i byggeriet, men stadig findes det skadelige stof i eksisterende bygninger bygget før 1988. Europa-Parlamentet har netop stemt for en foreløbig rapport, der stiller spørgsmål til, hvordan man forsvarligt fjerner denne asbest.
Rapporten lægger op til, at EU bør indføre en asbeststrategi, hvis mål skal være fjernelsen af al asbest i Europa. Som værktøjer foreslår rapporten bl.a. nationale handlingsplaner til fjernelse af asbest i bygningsmassen, en daglig grænseværdi på 1000 fibre pr. kubikmeter for medarbejdere, der håndterer asbest, asbestregistre, bedre anerkendelse af asbestofre, tiltag til at sikre forsvarlig fjernelse af asbest og bedre håndtering af asbestaffald m.m.
Læs også: Byggeleder bortvist på grund af asbest-snyd
– Det er en kæmpe sejr for arbejdsmiljøet og en socialt retfærdig grøn omstilling. Et stort flertal stemte for rapporten, og det vil redde menneskeliv, skriver Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, Nikolaj Villumsen, der har været pennefører på rapporten.
– Asbest skal være fortid, og det rykker vi et kæmpe skridt tættere på. En god dag for byggeriets arbejdere i hele EU. Ingen skal dø af at gå på arbejde, tilføjer han.
På sin plads at gå forrest
Hos Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT) anses alle tiltag for at være skridt i den rigtige retning.
– Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg anbefaler, at alle EU’s medlemslande udarbejder nationale handlingsplaner for, hvordan man fjerner den asbest, der stadig er i bygningsmassen, siger Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT, og oplyser, at der alene i Danmark dør over 300 mennesker årligt af asbestrelaterede kræftsygdomme:
– I vores optik kan vi på dansk plan sagtens komme EU i forkøbet. Regeringen bør nedsætte en Asbestarbejdsgruppe 2.0, der skal sikre, at asbest bliver fortid i danske bygninger. Det ville være på sin plads, hvis Danmark gik forrest og allerede nu fremlagde en plan for, hvordan man vil konkret vil gøre det, tilføjer han.
Læs også: Forskere finder 1000 skadelige stoffer i indeklimaet
Rapporten skal endeligt godkendes ved Europa-Parlamentets plenarforsamling sidst i oktober.
– Vi forventer, at alle danske medlemmer af Europa-Parlamentet vil bakke op om de vigtige initiativer, beskæftigelsesudvalget har sat på dagsordenen, lyder det fra BAT.