I Norge investeres der massivt i den grønne omstilling, og som følge heraf har Statnett igangsat en modernisering og udvidelse af det norske elnet.
Senest vandt Rambøll en milliard-kontrakt for Statnett om at levere bygherrerådgivning og rådgivende ingeniørydelser i denne forbindelse, og nu præsenteres endnu en dansk samarbejdspartner til det statslige projekt.
Ingeniør- og arkitektvirksomheden Sweco har nemlig underskrevet flere rammeaftaler med Statnett til en samlet værdi på over 300 mio. kroner.
Aftalen omfatter projektplanlægning, ingeniørarbejde samt bygge- og projektledelse for den fremtidige udvidelse af transmissionsnettet i Norge og løber over en fireårig periode med mulighed for forlængelse af en tilsvarende periode.
– Vores mission er at opruste det norske transmissionsnet og sikre en bedre elforsyning, da et stabilt elnet udgør grundlaget for et mere bæredygtigt samfund, siger Rasmus Nord, adm. direktør for Sweco Norge.
En vigtig brik for klimaet
Ifølge Statnett, der er ansvarlig for at bygge, drifte og vedligeholde det norske elnet, forventes landets elforbrug at stige med over 50 % frem mod 2050.
Med hjælp fra bl.a. Rambøll og Sweco ønsker Statnett derfor at fordoble investeringerne i transmissionsnettet over de kommende år.
En kraftig stigning af eltransmissionen muliggør nemlig en reducering i fossile brændstoffer og er dermed blevet en vigtig brik i Norges fremtidige klimaambitioner.
– Et opgraderet elnet har kapacitet til at levere betydelige mængder af vedvarende energi som vind- og solkraft samt at bidrage til en transportsektor med lavere CO2-udledning gennem elektrificering. Det kommer også til at skabe bedre muligheder for, at grønne industrier kan etableres i Norge, siger Rasmus Nord.
Læs også: Energibesparelser: Boligforening når sit mål 8 år før tid
Sweco har samarbejdet med Statnett i mere end et årti og udbygger med denne aftale deres rolle som bidragsyder til Norges samlede elforsyning.