Stort bioraffinaderi droppes

Parterne bag Maabjerg Energy Concept har meddelt, at de dropper planen om at bygge Danmarks første integrerede bioraffinaderi i Maabjerg ved Holstebro.
Maabjerg Energi Concept bliver ikke til noget alligevel. Illustration: Cowi.
Maabjerg Energi Concept bliver ikke til noget alligevel. Illustration: Cowi.

Det stort anlagte bioraffinaderi Maabjerg Energy Concept, der skulle lave energi fra halm, skal alligevel ikke opføres.

Årsagen er, at det ikke er lykkedes at få de nødvendige lånegarantier.

– Det er utrolig bittert, at projektet nu opgives, siger Anne Grete Holmsgaard, direktør i BioRefining Alliance.

– Teknologien er gennemtestet, og det samlede projekt er ret enestående, fordi det i praksis kan præstere en meget høj ressourceudnyttelse af halmen. Og, fordi det kan levere nogle af de grønne biobaserede brændstoffer, der er en forudsætning for at få omstillet transportsektoren fra sort til grøn.

Parterne har fået tilsagn fra NER300 (EU-fond) om små 300 millioner kroner, hvilket kun har været muligt, fordi den Europæiske Investeringsbank (EIB) har kategoriseret projektet som godt. Men desværre er det ikke lykkedes at komme igennem med supplerende lånegarantier herhjemme, herunder fra Den Grønne Investeringsfond.

– Det viser noget om, hvor vanskeligt det fortsat er at få bragt nye grønne teknologier over “Dødens Dal”, det vil sige fra demonstrationsanlæg til de første fuldskala anlæg, siger Anne Grete Holmsgaard.

– Vi har talt “Dødens Dal” i årtier og for nogle teknologier er problemet løst gennem støtteordninger. Men her har vi så en ny teknologi, der ikke passer ind i de gamle kasser, og derfor tabes på gulvet til trods for perspektiver for både jobskabelse, omstilling af transportsektoren og den videre innovation, hvor raffinaderiet kan levere byggestenene til grøn plast, kompositmaterialer, fly- og skibsbrændstof med videre, siger hun og fortsætter:

– Gennem de mange år, der har været brugt på projektet, er det lykkedes at så god opbakning til projektet. Det har blandt andet omsat sig i, at der nu fremsættes lovforslag om, at olieselskaberne skal iblande 0,9 procent avancerede biobrændstoffer i benzin og olie. Det er særdeles positivt og et godt signal til resten af EU. Desto mere bittert er det så, at det ikke er lykkedes at få den sidste bid på plads, så kravet kan opfyldes med dansk produktion. Så desværre: En rigtig møgdag, siger Anne Grete Holmsgaard.

Relateret indhold