Ved udgangen af regnskabsåret den 31. marts 2024 fratræder Kent Hejn Kristensen på eget initiativ stillingen som CEO for DS Gruppen og DS Flexhal. Det gør han for at reducere sin arbejdstid og få tid til andre aktiviteter, oplyser virksomheden:
– Kent har været i virksomheden siden 2002 og har haft forskellige lederstillinger i perioden – siden 2022 rollen som CEO for DS Gruppen, siger dr. Benedikt Krings, der formand for bestyrelsen for DS Gruppen og adm. direktør for Goldbeck Europe, som DS Gruppen har været en del af siden 2022.
– Sammen med resten af ledelsesteamet har han sat kursen for DS Gruppens succes, der omfatter store byggeprojekter herunder f.eks. byggeriet af DSV i Horsens, et af de største logistikcentre i Europa, samt det første parkeringshusbyggeri med en dansk tilpasning af Goldbeck-systemet.
Den bedste løsning
Morten Kaad og Mike Flörke efterfølger Kent Hejn Kristensen.
Morten Kaad er i øjeblikket medlem af direktionen i DS Gruppen og CEO for DS Stålkonstruktion. Mike Flörke er også medlem af direktionen og er samtidig Chief Strategy Officer i DS Gruppen. Begge vil fortsætte i deres nuværende roller ud over deres nye stillinger.
Anders Brinch Sørensen, CEO for DS Elcobyg, og Thomas Lundgaard Rasmussen, CEO for DS Stålprofil, forbliver i direktion.
CEO-rollen i DS Flexhal overtages af Anette Storm. Hun har været i virksomheden i syv år og varetager i dag stillingen som COO i DS Flexhal:
– Vi ønsker det nye ledelsesteam al mulig succes. Vi er sikre på, at vi har fundet den bedste løsning for DS Gruppen som en førende leverandør af nøglefærdige byggerier og produktion og montage af stål- og betonkomponenter i Skandinavien, siger Benedikt Krings.
Frem til sin sidste arbejdsdag vil Kent Hejn Kristensen støtte arbejdet i den nye ledelse af DS Gruppen og sikre en god overgang for den nye CEO i DS Flexhal.