Støjskærme for 270 mio. kr. skal dæmpe trafikstøjen i 900 boliger

Flere hundrede danskere dør hvert år for tidligt på grund af trafikstøj. Nu har Vejdirektoratet udvalgt konkrete støjskærmsprojekter, der vil skærme 900 boliger fra vejstøjen. I Hvidovre har de fået 53 mio. kr. - men de vil stadig have en overdækket motorvej.
Trafikken på de danske statsveje gør danskerne syge. Det skal støjskærme afhjælpe. Foto: Getty Images
Trafikken på de danske statsveje gør danskerne syge. Det skal støjskærme afhjælpe. Foto: Getty Images

Slagtilfælde, hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2, brystkræft, stress og for tidlig død kan være nogle af de negative effekter ved at udsætte mennesker for trafikstøj over de anbefalede 58 dB. Det viser en stor, dansk undersøgelse fra efteråret 2021.

Tidligere samme år afsatte et bredt politisk flertal 3 mia. kr. til bekæmpelse af trafikstøj langs statsvejene i den infrastrukturaftale, der løber i perioden 2022-2035. Godt 600 mio. kr. er øremærket til konkrete støjskærmsprojekter, som finansieres af støjpuljen.

Nu er i alt knap 270 mio. kr. blevet øremærket seks specifikke støjbekæmpelsesprojekter langs de danske veje – fem projekter er nye mens et projekt er tilskud til et oprindelig, for lavt sat overslag.

Det støjbekæmpelsesprojekt der i denne ombæring er tildelt flest penge, er et projekt ved Brådebæk i Rudersdal Kommune, der med 73,7 mio. kr. kan skærme 114 boliger mod støjen fra Helsingørmotorvejen, som mange af boligerne har lige i baghaven. Støjafskærmningen vil her bestå af en syv-otte meter høj og cirka 1.500 meter lang støjskærm, der forventes at reducere støjen på mere end 6 dB for 45 boliger, mens 69 boliger vil opleve en støjreduktion på 3 dB.

Også i Hvidovre Kommune er der faldet en god sjat penge – helt præcist 53,5 mio. kr. – af til en cirka 900 meter lang og ni meter høj støjskærm ved Kettevej ved Holbækmotorvejen. Støjskærmen forventes at medføre, at 10 boliger vil få en markant reduktion af støjen på mere end 6 dB, mens 211 boliger vil opleve en støjreduktion på mindst 3 dB.

– Jeg er rigtig glad for, at partierne bag Infrastrukturplanen anerkender, at vi har store udfordringer med støj her i Hvidovre – og at de nu også tager skridt til at gøre noget ved det. Vi ved, at støjgener kan have store helbredsmæssige konsekvenser, så det er vigtigt at sætte ind alle de steder, vi kan, siger borgmester Anders Wolf Andresen, der gennem længere tid har advokeret for, at en strækning på 7,1 km af Amagermotorvejen bør overdækkes.

Det vil ifølge kommunens beregninger skærme op mod 7.000 boliger mod trafikstøj.

Læs også: Ny slags støjskærme på vej – af lerstampet overskudsjord fra byggeprojekter

Fortsætter med Solporten

Anders Wolf Andresen understreger, at pengene til støjskærmen ikke betyder, at Hvidovre dropper projektet med den fulde overdækning af Holbækmotorvejen, der går under navnet Solporten, da overdækningen ud over at dæmpe støjen vil bidrage med grøn energi via solceller på overdækningen. I alt vurderes det, at solcellerne på en potentiel overdækning vil generere 72 MW grøn energi om året svarende til 50.000 borgeres årlige elforbrug.

Borgmester håber derfor ikke, at pengene til et støjværn ved Holbækmotorvejen vil få indflydelse på Hvidovres ønske om at realisere Solporten.

– Der er ingen tvivl om, at en fuld overdækning er langt mere effektiv end støjskærme, når det kommer til at dæmpe støjen. Og med den planlagte udvidelse af Amagermotorvejen er der udsigt til endnu mere støj i Hvidovre, og derfor er det et oplagt sted at lave et forsøg med en fuld overdækning, understreger Anders Wolf Andresen.

Han og kommunens borgere kan muligvis på sigt få glæde af, at der er afsat 2,5 mio. kr. til et studie, der skal analysere ‘mulige løsninger til overdækning af en motorvej og estimering af anlægsomkostninger.’ Det er i indstillingen ikke specificeret, hvilken motorvej der er tale om.

Omkring 30 % af danskerne er i dag udsat for trafikstøj over den vejledende grænseværdi på 58 decibel. Infrastrukturplan 2035 har afsat sammenlagt 3 mia. kr. til at skærme boliger fra trafikstøj ved statsvejene. Foto: Getty Images
Omkring 30 % af danskerne er i dag udsat for trafikstøj over den vejledende grænseværdi på 58 decibel. Infrastrukturplan 2035 har afsat sammenlagt 3 mia. kr. til at skærme boliger fra trafikstøj ved statsvejene. Foto: Getty Images

Penge til to forsøg

Ud over de to ovennævnte projekter er der afsat penge til tre andre, nye støjskærmsprojekter samt til et igangværende projekt:

– 50,6 mio. kr. er afsat til en fem-seks meter høj og 1015 meter lang støjskærm ved ungdomsboligerne i Gentofte Kommune ved Helsingørmotorvejen.

Afskærmningen forventes at medføre, at 183 boliger vil få en markant reduktion af

støjen på mere end 6 dB.

– 27,4 mio. kr. går til en seks meter høj og 750 meter lang støjskærm ved Sønder Vilstrup ved Taulovmotorvejen i Kolding Kommune, som i alt 40 boliger forventes at få glæde af.

– I Haderslev Kommune skal 25,8 mio. kr. og en fire meter høj og cirka 900 meter lang støjskærm ved Ribevej i Vojens sørge for mindre støj for i alt 42 støjplagede boliger.

– Et sjette projekt ved Vorup i Randers Kommune langs den Nordjyske Motorvej modtager penge til en syv meter høj og cirka 1300 meter lang støjskærm, der vil give støjreduktion for cirka 300 boliger. Pengene er givet, da det oprindelige overslag på 39,8 mio. kr. var 23,9 mio. kr. for lavt sat.

Dertil er i alt 12 mio. kr. bundet til to forsøg med hhv. individuel støjisolering for enkeltliggende ejendomme langs statens veje (8 mio. kr.) samt afprøvning af et hollandsk produkt, der monteret på toppen af en støjskærm får lydbølger til at afbøje og ændre retning (4 mio. kr.).

Udsat for støj højere end 65 dB

I løbet af 2023 foreslås desuden, at støjskærmsprojekter vil blive undersøgt 10 steder i landet:

– Holbækmotorvejen/Motorring ved Mølleholmen (Høje-Taastrup Kommune)

– Fynske Motorvej ved Rønning (Kerteminde Kommune)

– Rute 12 ved Kibæk (Herning Kommune)

– Rute 13 ved Pårup (Ikast-Brande Kommune)

– Køge Bugt Motorvejen ved Egeskovvej (Vallensbæk Kommune)

– Svendborgmotorvejen ved Ringe (Faaborg-Midtfyn Kommune)

– Fynske Motorvej ved Fraugde (Odense Kommune)

– Vestmotorvejen ved Benløse (Ringsted Kommune), Grønningen (Slagelse Kommune) samt ved Pedersborg (Sorø Kommune).

Disse undersøgelsesprojekter er alle lokaliseret ved særligt støjbelastede boligområder langs statsvejene. De mest støjbelastede boliger er udsat for støj højere end 65 dB, hvilket er væsentligt mere end Miljøstyrelsens vejledende støjgrænse på 58 dB.

Relateret indhold