1. februar bliver der stillet skarpt på jorden under vores fødder til konferencen ‘Byens vildt grønne gulv 2024’. Bag konferencen står Betonvareforeningen, Dansk Beton, Dansk Byplanlaboratorium, Danske Anlægsgartnere, Danske Landskabsarkitekter, IDA, KVT og Københavns Universitet.
De har siden 2013 samarbejdet på tværs af fagområder om ‘Byens Gulv’ – en metafor, der forener aktørerne omkring fælles udfordringer som klima, forbrug og biodiversitet med fokus på innovative løsninger.
For under vores gader, pladser og parker findes en verden fuld af liv. Jorden under vores byer er levested for mere en 100 millioner af mikroorganismer, der lever side om side med planterødder og svampe. Men de er truet, for urbaniseringen lægger et kæmpe pres på vores jord.
Læs også: Kendt forsker frygter biodiversitetskrisen mere end klimakrisen
Formålet med Byens Vildt Grønne Gulv er at arbejde med byens gulv og vende tilgangen til byernes udvikling på hovedet via tre timers viden, internationalt udsyn og en afsluttende debat.
Inspiration fra Amsterdam
På konferencen kan man bl.a. hente inspiration i Amsterdam Kommune, hvorfra repræsentanter vil fortælle om erfaringerne fra initiativet ‘BiodiverCity – A matter of vital soil’ – et projekt, der stiller skarpt på jorden som forudsætning for biodiversitet.
‘Jo sundere jorden er, jo bedre er levevilkårene for mennesker, planter og dyr’, lyder det bl.a. i bogen af samme navn.
Læs også: Landskabspris: Finalister viser værdien af det grønne
Initiativet er Amsterdam Kommunes bud på en ny måde at gribe planlægning af byen an på. Fra planlægning med f.eks. Integrated Design Method for Public Space over drift og forvaltning tager Amsterdam udgangspunkt i biodiversitet.
– Projektet er skabt af en arbejdsgruppe i kommunen i samarbejde med en række hollandske eksperter, der har kigget nærmere på Amsterdams potentiale for at inddrage alle mulige organismer i byens planlægning og forvaltning, fortæller lektor Torben Dam, Københavns Universitet.
Udover viden fra Amsterdam, kan man også høste erfaringer fra Frederiksberg Kommunes arbejde med fremme af biodiversitet og blive klog på hovedbudskaberne fra Concitos rapport ‘Biodiversitetens betydning for fremtidens arealanvendelse’.
Konferencen afholdes d. 1. februar kl. 14.00-17.00 på Københavns Universitet, Thorvaldsensvej 40, Frederiksberg.