Statiker skal få Norconsults konstruktionsafdeling til at vokse

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Norconsult har ansat 38-årige Zeinab Hamedy som ny leder for konstruktionsafdelingen, der forventes at vokse fra 18 til 25 medarbejdere indenfor kort tid.
38-årige Zeinab Hamedy skal udvikle Norconsults konstruktionsafdeling og samtidig være med til at udklække flere certificerede statikere.
38-årige Zeinab Hamedy skal udvikle Norconsults konstruktionsafdeling og samtidig være med til at udklække flere certificerede statikere.

Zeinab Hamedy er tiltrådt som leder af Norconsults konstruktionsafdeling med stillingsbetegnelsen Head of Structural Engineering. Her får hun ansvaret for i alt 18 medarbejdere, men det er forventningen, at afdelingen vokser til 25 medarbejdere inden for det kommende år.

Ansættelsen er en styrkelse af Norconsults konstruktionsafdeling, der yder rådgivning inden for bærende konstruktioner med et øget fokus på bæredygtige materialevalg og optimering af ressourcer.

– Ambitionen er at styrke fagligheden i afdelingen, øge antallet af medarbejdere, skabe glade medarbejdere og udklække flere certificerede statikere, siger Zeinab Hamedy, der selv er certificeret statiker til KK 2 samt KK 3-4.

Fagansvarlig for Papirøen

Hendes speciale er statiske beregninger samt kontrol og godkendelse af statisk dokumentation. Hun fungerer desuden som faglig bedømmer for nye certificerede statikere samt udfører årlig overvågning af certificeret statikere. Ved siden af arbejdet hos Norconsult tager Zeinab Hamedy en akademiuddannelse i ledelse ved Cph Business.

Zeinab Hamedy er uddannet civilingeniør fra DTU med speciale i bærende konstruktioner og har tidligere været fagansvarlig på større, velansete byggeprojekter – bl.a. på prestigeprojektet Papirøen i Københavns Havn.

Senest kommer hun fra en stilling som afdelingschef for konstruktionsafdelingen i NCC.

Relateret indhold