SMVdanmark: Færre regler i grundskolen bør også gælde for virksomhederne

Ved Folketingets åbning varslede statsministeren, at grundskolen skal være praktisk orienteret og slippe for regler. Positivt, mener SMVdanmark og opfordrer til, at afbureaukratiseringen også skal ske over for virksomhederne.

Statsminister Mette Frederiksen har netop holdt sin åbningstale, og den modtages positivt af Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, men han mener, regeringen kun adresserer dele af Danmarks problemer.

Regeringens ambition om at sætte folkeskolen fri for regler og gøre undervisning mere praktisk rettet er stærkt opmuntrende. Fokus er helt rigtigt. I dag er folkeskolen en motorvej til gymnasiet, men i de kommende år vil over 150.000 faglærte som f.eks. murere, smede og tømrere gå på pension, og medmindre vi gør noget, har vi har slet ikke nok unge til at overtage deres pladser.

En grundskole, der i højere grad opmuntrer og inspirerer eleverne til at gå den faglærte vej, er helt rigtigt set.

Jeg er helt enig med statsministeren i, at vi skal finde flere konkrete veje for unge i vores uddannelsessystem bl.a. gennem mesterlære-ordningen. Det ser jeg frem til samarbejdet om.

Bruger milliarder på bureaukrati

Samtidig opfordrer vi i SMVdanmark til, at regeringens målsætning om markant færre regler i grundskolen bliver videreført til resten af dansk erhvervsliv. For når vi spørger virksomhederne, hvad der er deres største problem og den største stopklods i deres hverdag, så svarer de bureaukrati.

De små og mellemstore virksomheder bruger milliarder af kroner og titusindvis af fuldtidsmedarbejdere på indberetninger, afrapportering, nye love og kontakt til det offentlige for at få vejledning. Hvis regeringen har samme ambitionsniveau, når det gælder færre bøvlede regler for de danske virksomheder, som de har for grundskolen, så vil det potentielt gøre en kæmpe forskel for erhvervslivet.

Savner ord om senere tilbagetrækning

Og så skal der et større fokus på flere hænder og hoveder til virksomhederne.

For det er skønt med det fokus på flere faglærte, men det er ikke nok. Jeg savner nogle ord om senere tilbagetrækning, hvordan vi gør det mere attraktivt at arbejde, så flere gør det, og en ambition om at gøre det lettere at tiltrække dygtige udlændinge til at hjælpe de danske kollegaer med f.eks. vores grønne omstilling og energieffektivisering.

Relateret indhold