Skjøde er netop tildelt hovedentreprisen for opførelsen af en ny campus i Kalundborg. Feltet startede med syv entreprenører, hvoraf fem gav bud men det var altså den Fynske entreprenør Skjøde, der blev tildelt hovedentreprisen. Byggeriet skal huse diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi og professionsbacheloruddannelsen i bioanalytisk diagnostik.
– Jeg er glad for at have en professionel og erfaren entreprenør på opgaven med at opføre det nye Biotek Kalundborg. Vi valgte Skjøde, fordi de har stor erfaring med campusbyggeri, og har leveret et økonomisk fordelagtige tilbud, herunder organisation og projektstyring. Med valget af hovedentreprenør er vi nu tæt på at kunne sætte byggeriet i gang, siger Camilla Wang, rektor ved Professionshøjskolen Absalon.
Veldisponeret læringshus
Biotek Kalundborg bliver på knap 5000 kvadratmeter beliggende ved Rynkevangen i Kalundborg. Den lidt rå og industrielle bygning er tegnet af Rønnow Arkitekter i samarbejde med rådgivende ingeniørfirma Rambøll Danmark, og den kommer til at indeholde stueetage og 1. sal med undervisningsfaciliteter, projektfaciliteter, fællesarealer, foruden en indskudt mellemetage med fælles hovedindgang samt kantine og produktionskøkken. Hovedentreprisen omfatter derudover også terrænarbejder, udendørs studiearealer og en todelt varegård til laboratoriefaciliteter og produktionskøkken.
– Professionshøjskolen Absalon er en uddannelsesinstitution, der passer lige ind vores forretningsstrategi, og det har ligget os på sinde at få opgaven på et så ambitiøst og fremsynet byggeri. Der er høje forventninger til Biotek Kalundborg, og vores erfarne team står bag mange skolebyggerier – projekter, som virkelig stiller krav til tværfagligt samarbejde, åben kommunikation og projektstyring, udtaler Allan Nielsen, administrerende direktør i Skjøde.
Byggeriet af den nye campus begynder ultimo juni og forventes at stå færdig juli 2021.