Skifergas: Skridt til en hurtigere grøn omstilling

Adm. direktør Henrik Garver, FRI. Pressefoto.
Adm. direktør Henrik Garver, FRI. Pressefoto.

Onsdag godkendte Energistyrelsen, at Total kan gennemføre en efterforskningsboring efter skifergas i Vendsyssel. I Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, mener vi, at det er en god ide at give tilladelse til prøveboringen.

At give tilladelse til at bore efter skifergas vil kunne accelerere den grønne omstilling af Danmarks energiforsyning, og det vil give Danmark et teknologisk og videnmæssigt forspring i forhold til andre europæiske lande, hvor man inden for en overskuelig årrække også vil bore efter skifergas.

Gassen sviner halvt så meget som kul, og derfor er skifergas en god overgangsløsning til at reducere CO2-udledningen, mens vi venter på, at Danmarks energiforsyning er omstillet til 100 procent vedvarende energikilder i 2050. At udvinde skifergas i Danmark og i resten af Europa, hvor det er teknologisk og geologisk muligt, vil være en gevinst for klimaet.

På forsvarlig måde

I modsætning til skrækhistorierne omkring skifergas i USA, hvor jagten på rigdom nogle steder har tilsidesat sund fornuft, vil det i Danmark foregå efter helt andre regler og med de nødvendige kontroller. Det er bl.a. programgodkendelsen fra Energistyrelsen et eksempel på, og de gennemgribende VVM-undersøgelser er et andet.

Danske rådgivende ingeniører kender til de geologiske forhold og vil derfor sammen med olie-/gasselskaberne kunne sørge for, at skifergassen bliver hentet op af jorden på en miljømæssigt forsvarlig måde.

Ikke anderledes

I forhold til beskyttelse af grundvandet, herunder drikkevand, er det helt afgørende, at man gennem VVM-redegørelser godtgør, at boredesign m.m. eliminerer denne risiko.

I praksis er risikoen for grundvandsforurening ikke særlig forskellig fra en konventionel olie- eller gasboring. Det ved man udmærket, hvordan man gør. Væsentligt er det også, at i Danmark er afstanden mellem grundvandsressourcerne og skiferlaget meget stor, hvilket betyder, at der ikke er risiko for kontaminering af grundvandet gennem selve jordlagene.

Relateret indhold