Skærerobot-firma går konkurs

Kobots, som står bag skærerobotten Amigo, måtte i juledagene give op og melde firmaet konkurs.
Foto: Kobots.
Foto: Kobots.

Ambitionen var at effektiviserer byggeprocessen og forbedre arbejdsmiljøet for tusinder af håndværkere med skærerobotten Amigo.

En stemmestyret robot, der kunne tilskære gipsplader automatisk i højt tempo uden at udsætte håndværkerne for gipsstøv i samme omfang som ved traditionelt skærearbejde.

Men efter måneder med en presset økonomi var der ikke mere luft under vingerne for Kobots, virksomheden bag Amigo.

Den 27. december begærede Kobots sig konkurs og det Odense-baserede firma er nu under konkursbehandling ved skifteretten i Odense.

Det sker efter Kobots tilbage i september blev taget under rekonstruktion af selvsamme skifteret. En rekonstruktion der fulgte ovenpå et årsregnskab for 2021 med et underskud på 6,9 mio. kroner efter skat.

I forsøget på at rette Kobots op måtte firmaets stifter og direktør Peter Hartvigsen træde tilbage som direktør, mens bestyrelsesformand Simon Bækgaard Christensen gik i gang med at jagte nye investeringer til robotvirksomheden og dens dengang 13 ansatte – og som i månederne inden havde været oppe på 28 ansatte.

Simon Bækgaard Christensen tiltrådte som bestyrelsesformand for Kobots i oktober 2021 og skulle som “en af landets førende specialister indenfor tech startups, scale ups og vækstvirksomheder” sende Kobots ud på en international vækstrejse, men endte altså med at stå i spidsen for et rekonstruktionsforsøg, der i sidste ende mislykkedes.

Relateret indhold