Silkeborg: Treetagers træhus får kommunal opbakning

Et kontorhus i træ i op til tre etager er på ønskelisten hos GMB Ejendomme, der har fået opbakning fra kommunen til at gå videre med projektet.
Træ bliver både synligt og bærende i det kontorhus, som GMB Ejendomme ønsker at opføre i Silkeborg. Visualisering fra idéoplægget: Arkitema
Træ bliver både synligt og bærende i det kontorhus, som GMB Ejendomme ønsker at opføre i Silkeborg. Visualisering fra idéoplægget: Arkitema

Ejendomsudviklingsselskabet GMB Ejendomme, der blev stiftet i Silkeborg i 2022 af bl.a. René Birch fra Birch Ejendomme, drømmer om at bygge et kontorhus i træ i op til tre etager på Kejlstrup Tværvej i hjembyen. Byggeriet er fra bygherres side tænkt som startskuddet på et nyt erhvervsområde i byen

På et møde i kommunens plan- og vejudvalg d. 6. september var der enighed om at sætte processen i gang i forhold til bl.a. at kunne dispensere på de tre punkter, hvor byggeriet ikke matcher lokalplanen: bygningshøjden, ændring af byggefelt og at en trærække ændres.

Byggeriet tænkes udført som et modulerbart, rumligt grid, der skaber frihed til at skabe luft i bygningsvolumenet og indsluse stedets natur i form af åbne gårdrum, lommer, passager og opholdsarealer.

Udvalgsformand i plan- og vejudvalget, Martin Jakobsen, udtaler til Midtjyllands Avis:

– Det er et enormt spændende projekt og en helt ny måde at bygge på.

Der bliver adgang til tagterrasser på flere af bygningernes tage. Visualisering fra idéoplægget: Arkitema
Der bliver adgang til tagterrasser på flere af bygningernes tage. Visualisering fra idéoplægget: Arkitema

Heden, Lunden, Engen og Lysningen

‘Det er projektets klare ambition, at der udføres et ambitiøst bæredygtigt byggeri både hvad angår valg af materialer, konstruktionsprincipper og med en pragmatisk tilgang til processen, der fordrer en bæredygtig økonomi’, lyder det bl.a. i idéoplægget.

De tre bygninger Heden, Lunden og Engen bindes sammen af Lysningen, hvorfra der fra alle planer er kig ned i et atrium. Indenfor bliver der både små og store kontorer, flekspladser, mødelokaler, et stort auditorium, reception, produktionskøkken, kantine, loungeområder, tekøkkener og gårdrum. Ved at bygge med den modulære gridstruktur gives der mulighed for fleksible indretninger, som kan forandres efter behov og over tid.

Bærende konstruktioner og facade i træ

Planen er, at de bærende konstruktioner udføres som fortrinsvis træ- og/eller hybridløsninger, og at der bygges med stor regelmæssighed og gentagelseseffekt, så man udover en rationel byggeproces og mindsker fejlmargin og sikrer effektiv vedligeholdelse.

Facaderne opføres som udgangspunkt med facadeelementer i træ. Selve facadebeklædningen vil bestå af en dynamisk palet af robuste og bæredygtige materialer.

I idéoplægget lægges der dertil op til, at der bygges med svanemærkede materialer og at bygningen DGNB-certificeres. Dertil ønsker bygherren at tage udgangspunkt i et relevant udvalg af FN’s 17 verdensmål, der kan omsættes til håndgribelige og konkrete tiltag i projektet.

Relateret indhold