Hvordan får man flere piger og kvinder til at vælge teknisk orienterede fag, og hvordan sikrer man en højere grad af ligestilling i brancher, som hidtil har været traditionelle mandefag?
Dén udfordring arbejder projektet Boss Ladies på at overkomme og har netop indgået et ambassadørsamarbejde med lærling Signe Demant fra koncernen GK Gruppen:
– Jeg vil rigtig gerne vise flere unge piger, at der er andre uddannelser derude, siger Signe Demant, der er den første ventilationstekniker i Boss Ladies Ambassadørkorps, som i dag består af flere end 300 kvinder.
– Man kan sagtens undersøge en masse uddannelser, men man forstår ikke, hvad de går ud på, før man får en personlig fortælling om faget og uddannelsen. Den forskel vil jeg gerne gøre, siger hun og tilføjer:
– Jeg håber, at samarbejdet gør, at jeg får nogle flere kvindelige kolleger. Jeg har et godt samarbejde med mine mandlige kolleger, og jeg tror også, at de kun ser det som positivt, at vi får nogle flere kvindelige kolleger.
Ligestilling og et samfundsproblem
Sammen med Boss Ladies skal Signe Demant løbende turnerer landet rundt for at fortælle unge skoleelever om faget og branchen. Og forhåbentlig være med til at sikre, at flere piger og kvinder vælger de tekniske fag til, lyder det fra hendes læreplads, GK.
Her er ønsket mere ligestilling, og samtidig minder adm. direktør Jørgen L. Christensen om, at der i fremtiden kommer til at mangle op mod 100.000 faglærte:
– Hos GK ser vi samarbejdet med Boss Ladies om at tiltrække flere piger og kvinder som en oplagt løsning, hvor vi ikke alene fremmer ligestillingen på den lange bane, men konkret medvirker til at løse et samfundsproblem, som kan være en tikkende bombe under hele vores arbejdsmarked. Vi ønsker, at barriererne mellem mande- og kvindefag bliver brudt, og at ligestilling gøres til noget helt konkret, fortæller direktøren fra GK Danmark, som er en del af GK Gruppen.
De gode historier skal udbredes
Jørgen L. Christensen glæder sig over, at virksomheden med Signe Demant har den første ventilationstekniker repræsenteret i Boss Ladies’ ambassadørkorps:
– Det er vores ambition, at vi får mange flere kvindelige lærlinge, som kan udbrede de gode historier om vores virksomhed og vores fag, fordi vi ved, at unge mennesker først og fremmest lytter til andre unge og derfor kan være svære at nå gennem kampagner og andre kommunikationskanaler, siger han.
Vigtigt for virksomheder at bane vejen
Hos Boss Ladies forklarer direktør og stifter, Nina Groes, at man siden Boss Ladies´ opstart i 2018 har set det som et mål at stimulere piger og kvinders interesse for at vælge en uddannelse inden for de tekniske fag. Særligt fordi det på det tekniske område og i bygge- og anlægssektoren har vist sig vanskeligt at tiltrække og fastholde kvindeligt talent.
Det er derfor nødvendigt at have gode samarbejdspartnere, og Nina Groes glæder sig til – med Signe Demant som ambassadør – at se endnu flere kvindelige lærlinge i ventilationsfaget:
– Vi glæder os til de resultater, vi sammen skal skabe, og til at vise, hvad ventilationsfaget rummer af muligheder. Det er vigtigt, at virksomheder som GK baner vejen for, at alle uagtet køn får mulighed for at udfolde deres talent, siger hun.