Sidste solcellepulje

Fra 1. september kan man for sidste gang ansøge om støtte til nye solcelleanlæg gennem den såkaldte solcellepulje.
Den 1. september åbnes der for efterårets ansøgningsrunde, som løber frem til og med den 31. oktober. Foto. Colourbox.
Den 1. september åbnes der for efterårets ansøgningsrunde, som løber frem til og med den 31. oktober. Foto. Colourbox.

Hvad er solcellepuljen?

  • Ved at søge i solcellepuljen, når du planlægger at etablere et nyt solcelleanlæg, kan du sikre dig et forhøjet pristillæg for den energi, anlægget producerer, på 88 øre/kWh. På den måde kan et privat anlæg typisk tjene sig selv ind på 10 år. Og da et solcelleanlæg holder i op til 30 år, er det vanskeligt at finde en bedre investering end solceller, der opsættes på private boliger.
  • Solcellepuljen for efteråret 2016 består af én samlet pulje, som er fordelt på fire anlægstyper:
  • – Type 1: Lejeboliger (afdelinger i almene boligorganisationer og udlejere af private udlejningsejendomme med flere boligenheder).
  • – Type 2: Private personer.
  • – Type 3: Solcellelav – solcelleanlæg ejet i fællesskab, der ikke nettoafregner, men hvor hele produktionen leveres til det kollektive elnet.
  • – Type 4: Fælles solcelleanlæg ejet af en afdeling i en almen boligorganisation, en ejerforening m.v., der nettoafregner det fælles forbrug.
  • Kilde: Energinet.dk

Med med hjælp fra de såkaldte solcellepuljer kan interesserede få økonomisk støtte til anlægget samt blive en del af den grønne omstilling. 1. september åbnes der for efterårets ansøgningsrunde, som løber frem til og med 31. oktober – og bliver den sidste af sin slags.

– Vi anbefaler, at alle, der ønsker at investere i et solcelleanlæg, benytter sig af muligheden for at søge om støtte fra puljen nu, mens den stadig eksisterer, siger Søren Rise, chefkonsulent i Tekniq, der repræsenterer installationsbranchen.

Et solcelleanlæg betaler sig primært hjem på to måder: For det første gennem den besparelse, som solcelleejeren opnår ved selv at bruge en del af den el, anlægget producerer – også kaldet timebaseret nettoafregning. Og for det andet ved at solcelleejeren sælger den overskydende el til Energinet.dk.

Moden teknologi

Et solcelleanlæg vil typisk have en størrelse, så solcelleejeren selv forbruger 30-40 procent af den el, anlægget producerer. Det giver en besparelse på cirka 220 øre/kwh.

– Solcelleteknologien er nået til et stadie, hvor der er tale om den klart mest effektive og økonomiske vedvarende energiform – især for private boligejere. Men vi oplever, at rigtig mange slet ikke er klar over, at der faktisk stadig findes en solcellepulje og derfor er tilbageholdende med at bruge penge på et nyt anlæg, vurderer han.

Solcellepuljen giver ejeren et forhøjet pristillæg på 88 øre/kWh for den energi, der leveres til elnettet.

Relateret indhold