Aarhus er en attraktiv by at investere i. Det schweiziske investerings- og pensionsselskab Swiss Life har netop købt for 295,5 millioner kroner boliger af AP Ejendomme, AP Pensions datterselskab.
Vindrosen består af syv punkthuse på i alt 8.960 etagemeter og er en del af Risskov Brynet, hvor AP Ejendomme i forvejen ejer et større antal boliger. Men som led i porteføljeplejen satte AP Ejendomme Vindrosen til salg.
– Vi har ikke været aktive på markedet for at sælge Vindrosen, men som en del af vores aktive porteføljeforvaltning så lytter vi, når der kommer seriøse købere på banen, hvilket har været tilfældet med Swiss Life, fortæller adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.
Han er derfor godt tilfreds med salget af Vindrosen, der stod klar til indflytning i 2017.
– Vi mener, at handlen giver god værdi for begge parter, og vi er glade for, at Swiss Life Asset Managers, Tyskland, kan se den samme gode investering i Vindrosen, som vi hele tiden har set.
Vindrosen var en populær vare på hylden
– Inden salget har vi haft cirka 420 lejligheder i Risskov Brynet, men med salget af Vindrosen reducerer vi vores risiko i området, hvilket også har indgået i vores overvejelser i forbindelse med handlen, siger Peter Olsson.
Den adm. direktør er tilfreds med, at AP Ejendomme i sin tid opførte boligerne i Vindrosen, som med sin placering i Risskov tæt på centrum af Aarhus har passet godt ind i AP Ejendommes ejendomsportefølje.
– Vindrosen har været en populær vare at have på hylderne, da det altid vil være attraktivt at bo tæt på centrum af landets næststørste by. Det gør det også til en særdeles attraktiv ejendom for investorer, forklarer Peter Olsson.