Sætter den cirkulære byggeplads på skinner

Seks brancheaktører er gået sammen om projekt Den Cirkulære Byggeplads - det skal udvikle teknologier til sortering, håndtering og indsamling af rene, kildesorterede affaldsfraktioner fra nedrivninger, renoveringer og nybyggeri.
Foto: Casa.
Foto: Casa.

Den cirkulære byggeplads

  • Seks brancheaktører fra hver sin del af byggeriets værdikæde er gået sammen om projektet:
  • CASA, ejendomsudvikler og totalentreprenør.
  • J. Jensen, nedriver og indsamler.
  • ReTec, teknologiudvikler.
  • Norrecco, ressourceoparbejder.
  • Saint-Gobain, byggevareproducent.
  • TRE, eksperter i cirkulære arbejdsprocesser.
  • Projektet har opnået støtte fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).

Vi skal til at bygge meget mere med gamle byggematerialer. Det handler om så vidt muligt at genanvende materialer fra nedrivninger og på den måde fastholde den ressource og værdi, der ligger i de gamle materialer.

Seks brancheaktører er gået sammen om et projekt, Den Cirkulære Byggeplads, som vil udvikle teknologier til sortering, håndtering og indsamling af rene, kildesorterede affaldsfraktioner fra nedrivninger, renoveringer og nybyggeri.

Først og fremmest fokuseres der på materialerne planglas, mineraluld og gips, og hvordan de kan genanvendes i nye byggevarer.

Selektiv nedrivning er nøglen

Baggrunden for projektet er de muligheder, der ligger i en mere selektiv nedrivning. Ved at nedrive selektivt sorteres materialerne allerede i nedrivningsfasen og dermed opnås en højere kvalitet i byggeaffaldet.

Det forventes også at den nedrivningsform bliver et lovkrav i løbet af de kommende år.

Derfor vil de rette teknologier til den selektiv nedrivning også blive mere efterspurgt. Det traditionelle affaldsindsamlingsudstyr, der i dag anvendes på byggepladserne, er, til trods for krav om kildesortering af bygge- og anlægsaffald, ikke udviklet til at sikre ressourcernes kvalitet efter nedtagning.

Men teknologien skal på plads

Markedet har med andre ord ikke de nødvendige løsninger i dag, konstaterer projektgruppen.

– Det kræver en ren sortering af materialer tæt på nedtagningsstedet, og tekniske løsninger som understøtter disse processer, for at skabe brugbare materiale-fraktioner, siger Allan Nielsen, projektchef, J. Jensen A/S.

– I dette projekt er virksomheder fra alle de centrale led i byggeriets værdikæde repræsenteret, og alle i projektet vil gerne tage ansvar for, at der leveres de mest bæredygtige løsninger. Det er vigtigt, at vi som nedrivningsvirksomhed tager ansvar og bidrager med det, vi kan, til produktionen af genanvendte råstoffer, som kan indgå i produktion af nye materialer,

Vil indsamle glas og gips

Et konkret eksempel på behovet for større fokus på ressourcerne i byggeaffaldet opleves hos Saint-Gobain, en af verdens største byggevareproducenter.

Stigende mangel på råstoffer, har fået byggevareproducenten til at undersøge nye kilder af råvarer i tilstrækkelig god kvalitet. I dette projekt skal planglas derfor indsamles og omdannes til glas eller glasuld, og mere gips skal genanvendes til nye gipsplader.

Saint-Gobain har valgt at deltage i projektet for at gøre en forskel – både for virksomheden selv og branchen generelt:

– En af de helt afgørende faktorer, for at vi kan benytte genbrugsmaterialer i vores processer, er, at kvaliteten på materialerne er i orden. Der er derfor nogle overordnede krav til renhed, og at de er fri for f.eks. PCB og tungmetaller. Lykkes vi med projektet her, kan vi øge andelen af anvendelige genbrugsmaterialer til gavn for både os i branchen, for samfundet og for miljøet, siger Klaus Birk, direktør for public affairs i Saint-Gobain.

Projektet løber fra 2022 til 2024 og støttes økonomisk af MUDP. PensionDanmark og Københavns Kommune bakker desuden op om projektet.

Relateret indhold