Sådan skal nyt blågrønt åndehul på Aarhus Yderhavn se ud

Bliver den planlagte havneudvidelse vedtaget, får aarhusianerne samtidig et nyt udflugtsmål med lille lagune, fiskesteder, udsigtstårn og nyt stenrev.
Visualiseringer: C.F. Møller Architects.
Visualiseringer: C.F. Møller Architects.

Aarhus Blueline

  • Bygherre, Aarhus Havn.
  • Adresse, Aarhus, Danmark.
  • Omfang, 4 ha.
  • År, 2021-2023.
  • Ingeniør, Cowi.
  • Arkitekt, C.F. Møller Architects.
  • Landskab, C.F. Møller Architects.

Aarhus Havn er Danmarks travleste erhvervshavn planlægger at udvide med næsten 1.000.000 kvadratmeter havnearealer. Projektet for udbygningen af Yderhavnen er dog stadig under behandling og skal endeligt vedtages af politikerne i Aarhus.

Byggeplanerne har, ligesom de københavnske planer for udbygningen af Lynetteholm, delt vandene og mødt kritik. Men måske kan det seneste udspil fra havnen i form af etableringen af et nyt blågrønt åndehul til byens borgere på sydmolen af Yderhavnen vinde flere tilhængere for projektet.

Det unikke landskabsprojekt er på fire hektarer og døbt Aarhus Blueline. Det skal både fungere som et samlingspunkt omkring en bugtet mole med en lille lagune, udkigsposter og bastioner til fiskeri, sport og fritid. Ude i vandet etableres større stenrev under vandet, til gavn for planter og fisk.

– Det har været vigtigt for os at indtænke byens borgere i projektet. Det er noget af det, som flere aarhusianerne i hvert fald har efterspurgt, siger Thomas Haber Borch, CEO i Aarhus Havn.

– Havneområdet er jo i dag forholdsvist lukket, fordi vi er pålagt strenge sikkerhedskrav. Men med etablering af Yderhavnen og Blueline har vi faktisk muligheden for at åbne havnen mere og give et nyt rekreativt samlingspunkt for byens borgere.

Projektet er en særskilt del af Yderhavnen og vil blive realiseret, når der bliver givet byggetilladelse fra Aarhus Kommune, oplyser Aarhus Havn.

Forbinder landskab med havet

Det er C.F. Møller Architects, der har udtænkt det nye landskabskoncept.

– Det særlige ved Aarhus Blueline er sammensmeltningen mellem blå og grønne naturelementer, siger Julian Weyer, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.

– På den ene side bevæger man sig igennem og på kanten af et kystlandskab, der sammenbringer det åbne klitlandskab og det mere tæt beplantede plantagelandskab. På den anden side får man mulighed for at bevæge sig helt ned til vandet og gå på opdagelse i og omkring havmiljøet, siger han.

Ved at lukke havet ind på bagsiden af molen skabes en lagunebiotop, som bliver en unik destination i Aarhus. Lagunen er tænkt som et sted hvor børn og familier kan komme og opholde sig og få en bedre forståelse af det liv der er under vandet.

En række forskellige bastioner indbyder til at udforske revet, tage ophold og nyde udsigten over bugten, fiske og dykke.

Bastionerne er opbygget i beton, der falder ind og tilpasser sig molens niveauer, så der skabes mindre nicher.

For enden af molen giver et nyt udsigtstårn af træ de besøgende mulighed for at komme op og opleve Aarhus 360 grader rundt, og kan også tjene som dommertårn til sejlsportskonkurrencer.

Aarhus Blueline er blevet til i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Aarhus Universitet og Aarhus kommune.

Relateret indhold