Robotter er klar til at indtage byggepladserne

Robotter kan skåne håndværkerne for tunge løft, ensidigt gentaget arbejde samt støjende og miljøbelastende arbejde.
nLink er en af de robotproducenter, der aktuelt leverer robotter til byggebranchen - her ses en borerobot. Foto: nLink.
nLink er en af de robotproducenter, der aktuelt leverer robotter til byggebranchen - her ses en borerobot. Foto: nLink.

Der er stigende mangel på arbejdskraft i byggebranchen, men måske er hjælpen nærmere, end de fleste tror. Mens robotter allerede nu har gjort deres indtog i industrien, er der småt med robotter på byggepladserne. Men det kan der laves om på.

Det fremgår af en kronik skrevet af direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri, der også er formand for InnoBYG, og formanden for RoboCluster, Tom Togsverd.

De peger på, at hvis den danske byggebranche automatiserede de tunge løft og de mest ensformige opgaver, ville det løse mange problemer for alle parter. Håndværkere kan nemlig bygge ikke bare bedre og hurtigere, men også sundere med robothjælp.

Fugten udfordrer

Ifølge Michael H. Nielsen er robotterne allerede på vej til byggepladserne.

– Det er på en anden måde end i den klassiske industriproduktion. Det er en udfordring på byggepladserne, at der kan være fugtigt, støvet, beskidt og svært at komme til. Men jeg har set flere eksempler på, at robotter kan overtage delopgaver i byggeproduktionen. Udfordringen er at udnytte teknologien klogt og fremadrettet. Både for at undgå nedslidning og for at kompensere for mangel på arbejdskraft. Der vil dog fortsat være masser af bygningshåndværkere beskæftiget i byggebranchen, siger Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.

Hvem skal styre

Han ser blandt andre industriteknikerne gøre deres indtog på byggepladserne, fordi der skal være nogen til at programmere og styre robotterne.

– Det er et spørgsmål om at tilegne sig de nødvendige kompetencer. Det kan være en industritekniker, en tømrer en konstruktør eller andre på byggepladsen. Det kan kun fremtiden vise. Der er i hvert fald nye tider på vej i forhold til at anvende teknologien i byggeriet, siger han videre.

Robotter kan allerede i dag bruges til at mure ukomplicerede opgaver, men når det gælder mere komplicerede opgaver som hjørner, vinduesinddækninger og lignende, kommer robotterne til kort.

– Robotter vil fremover kunne anvendes til afslibning af gulve, boring af huller til nedhængte lofter og ventilation. Vi vil kunne få robotterne til at udføre det nedslidende, miljøbelastende og støjende arbejde, siger Michael H. Nielsen.

Fokus på ny teknologi

Men hvad så med de unge, der i dag uddannes på erhvervsskolerne – de uddannes netop ikke til den fremtid, som Michael H. Nielsen nævner.

– Dansk Byggeri sætter af samme grund i 2017 fokus på ny teknologi i byggeriet. Det gælder både robotter, 3D-print, droner og den generelle digitalisering. Digitaliseringen vælter i øjeblikket frem med stormskridt i byggeriet. Det stiller også spørgsmålstegn ved, hvad der i fremtiden skal være indholdet i håndværkeruddannelserne. Det skaber også basis for nye servicebrancher, eksempelvis om materieludlejerne skal have nye produkter i deres sortiment, slutter Michael H. Nielsen

Danmark mangler

Robotfirmaer som WallMo, Robot at Work, Universal Robots, Construction Robotics og nLink leverer ifølge Michael H. Nielsen allerede i dag løsninger til byggepladser rundt om i verden, men i den danske byggebranche er graden af automatisering indtil nu forsvindende lille.

– Tilbageholdenhedens pris er, at byggeriet ikke får gavn af oplagte muligheder for at forebygge nedslidning, arbejdsulykker og forsinkelser i byggeprojekter – og heller ikke af teknologiens indlejrede effektiviseringer og løbende opsamling af data til kvalitetssikring, lyder budskabet fra RoboCluster og InnoBYG.

Relateret indhold