Roadmap 2030 bygger bro mellem bygge- og energibranchen

Det er vigtigt, at vi med Roadmap 2030 har bygget bro mellem de to vigtigste søjler i den danske energipolitik, nemlig forsyningssiden og forbrugssiden. Vi skal nemlig være opmærksomme på både farven på den energi, vi producerer, og hvor effektivt vi forbruger den.
Michael H. Nielsen er direktør i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Michael H. Nielsen er direktør i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Om Renovering på dagsordenen

  • Dagens Byggeri samarbejder med de 12 partnere bag “Renovering På Dagsordenen”. Jævnligt vil vi derfor bringe blogindlæg fra www.renoveringpaadagsordenen.dk og på den måde sætte fokus på den nødvendige diskussion om renovering af vores bygningsmasse.
  • De 12 partnere er:
  • – GI Grundejernes Investeringsfond
  • – Bygherreforeningen
  • – Realdania
  • – Dansk Byggeri
  • – NCC
  • – MT Højgaard
  • – Danske Ark
  • – COWI
  • – Konstruktørforeningen
  • – FRI Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  • – Ingeniørforeningen IDA
  • – Akademisk Arkitektforening

Det har været en løftestang at have fokus på bygningerne med Energifondens mellemkomst i Roadmap 2030. Det er dermed blevet et fælles anliggende for byggebranchen og energibranchen at få sagt farvel til de fossile energikilder så effektivt som muligt.

Sagen er jo den, at vi på begge sider skal levere løsninger, og der er oplagte muligheder i at finde sammen om kortlægningen, så vi bruger alle gode kræfter på den mest effektive måde. Her betyder en gensidig forståelse mellem leverandør og forbruger rigtig meget.

Energiforbrug udgør som bekendt 40 procent af det samlede energiforbrug i Danmark. Energien bruges primært til opvarmning, køling og drift, og der er et stort potentiale for energieffektivisering, men også muligheder for et samspil mellem energiforsyning og bygninger, når det gælder håndtering af mere fluktuerende energikilder, som ifølge energi- og byggebranchen karakteriserer fremtidens energiforsyning.

Her fremhæver vi bygningsreglementet som innovationsdriver, når det gælder udvikling af såvel energieffektive nybyggerier, som renovering af den bestående bygningsbestand. Erfaringerne har vist, at det er fornuftigt at udmelde langsigtede mål, som løbende kan tilpasses den virkelighed, de skal fungere i, før de gøres til gældende krav. Det har også vist sig vigtigt at udmelde langsigtede mål, fordi det stimulerer en væsentlig innovation i såvel byggebranchen som i energibranchen.

De to store brancheområder på energiens og byggeriets område har under Energifondens paraply fået afstukket tydelige rammer og væsentlige sigtelinjer i forhold til:

– Bygningsreglementet 2020 – og efterfølgende BR2025 og BR2030

– EU-reguleringer fx: Bygningsdirektivet og VE-direktivet

– Samspillet mellem energiforsyning og bygninger

– Nye fokusområder i forhold til fx bæredygtighed og indeklima

Jeg kan derfor på vegne af Dansk Byggeri tilkendegive meget store forventninger til de samarbejder, der nu er lagt en køreplan for. Vi har oplevet ikke bare en bred opbakning og engagement fra såvel byggeriets som energisektorens aktører, men også fra Energistyrelsen samt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Det lover rigtig godt, at vi nu kan se frem til et godt parløb mellem forsyningssiden og forbrugssiden. Det er i øvrigt helt i tråd med alle internationale tendenser, og helt i tråd med den sammensmeltning, som vi inden længe vil se i forhold til for eksempel aktive energihuse, der spiller sammen med forsyningssiden.

Se flere blogindlæg her.

Relateret indhold